Om dette arrangement
Picnic i USSR 1989 - talk med tre Aarhus-musikere som hjalp med at rocke freden frem
I 1989 var en hel generation af unge bange for Bomben og drømte om fred. Nogle af dem brugte kultur, bl.a. rockmusik, som ”våben” for at presse på for en fredelig udvikling - væk fra Den Kolde Krig.
Som en del af den københavnske Next Stop Sovjet kampagne, sendte Frontløberne i Aarhus i august/ september 1989 Kulturkaravanen - To Russia With Love på turné i Sverige, Finland og Sovjetunionen. 150 unge skuespillere, musikere, kunstnere, journalister, fotografer og gøglere var med i busserne.
__________________________________________________________________
Denne aften får vi besøg af tre aarhusianske musikere, der deltog i turen som medlemmer af Picnic: Anders Krøyer (bassist), Carsten Ortmann (trommeslager) og JP Krogh (sanger og guitarist).
__________________________________________________________________
Via film, fotos, lydklip og samtale med moderator René Wiborg oplever vi fredskaravanen på nærmeste hold og får en idé om, hvordan det var at spille sine ”farlige” toner i et land, hvor rytmisk musik var censureret og ildeset af styret. Fx blev Julio Iglesias´ musik i Sovjetunionen i firserne betegnet som neofascistisk!
Der vanker sikkert et par røverhistorier om, hvordan det var at overnatte hos de lokale, om det sovjetiske natteliv anno 1989 eller om, at det var sikrere for helbredet at drikke vodka end det rustrøde vand i hanerne.
Picnic (1984-2007) var repræsentanter for den frodige aarhusianske musikundergrund. Deres banebrydende blanding af udflippet cirkus-funk-rock med tungt synkoperede krumspring bragte dem frem i Danmark med adskillige albums, optrædener på Roskilde Festival og flere turnéer i Europa. Kendetegn: to bassister, syret blæs og markant, humoristisk vokal.
OBS! Ingen livemusik denne aften
Facts om Picnic på WikiPedia
Muren i Tyskland faldt i øvrigt i november 1989, og Sovjetunionen gik i opløsning i 1991.
Der er fri entré, men book venligst en billet på den grønne knap til venstre, så vi ved hvor mange stole, vi skal sætte frem.
Arrangementet er en del af festivalen Rytmer Udenfor Ringgaden på Viby Bibliotek 14.-16- november 2024.