Folkebibliotekerne i Danmark har altid haft en demokratisk kerne. Men gennemgribende forandringer i de politiske partier, i medierne og i civilsamfundet har rykket rundt på måden vores demokrati udfolder sig og praktiseres. Aarhus Bibliotekerne har derfor iværksat en toårig demokratiindsats, der skal undersøge og afprøve demokratiets rolle, funktioner og potentiale i bibliotekerne. Et af tiltagene er den ’borgersamling’, som Aarhus Bibliotekerne i samarbejde med en række aktører har gennemført online i løbet af årets første måneder.