Bogstart

Projektbeskrivelse

Abstract:
Formål og baggrund for Bogstart
Fra januar 2009 til udgangen af 2012 deler bibliotekerne i Gellerup og Hasle gratis bogpakker ud til børn, når de fylder henholdsvis 6, 12 og 18 måneder samt 3 år.
Når barnet fylder 6 og 12 måneder får familien besøg af en bibliotekar, der vil aflevere de første to bogpakker og fortælle om højtlæsning og sprogstimulering. Ved 18 måneder inviteres familien til at komme på biblioteket og få den tredje bogpakke i forbindelse med et arrangement. Den fjerde og sidste bogpakke udleveres ved et besøg i barnets børnehave.
Målet med Bogstart er at give børn og deres forældre gode oplevelser med børnelitteratur, opmuntre familier med små børn til at benytte sig af bibliotekets tilbud og medvirke til at børn er inde i en god sproglig udvikling ved skolestart.
Bogstart er finansieret via satspuljemidlerne på Finansloven og gennemføres i 15 kommuner - i Århus kommune i Herredsvang, Gellerup, Toveshøj og Bispehaven.

1. Centrale aktiviteter og mål
Aktiviteter fastlagt af Styrelsen for Biblioteker og Medier Kerneaktiviteterne er:

Formidling af bogpakker til de involverede børn i projektperioden - ca. 1.200 børn pr. år.
I kontakten med forældrene at stimulere og ansvarliggøre dem i forhold til sprogstimulering af deres børn.
At tilbyde og afholde aktiviteter, der er sprogstimulerende, fantasiudviklende og begrebsudviklende. Det kan være teater, rim & remse, fantasirejser, krop og bevægelse, sangarrangementer, højtlæsning, sprogprogrammer på pc m.m.
At koordinere med andre aktører – offentlige og private - i forhold til handleplaner for sprogudvikling og sprogstimulering
Lokale aktiviteter
Udover ovenstående aktiviteter som understøttes af Styrelsen for Biblioteker og Medier, forventes bibliotekerne via egne midler at tilbyde aktiviteter og indsatser.

Gellerup og Hasle biblioteker vil i projektet arbejde med følgende aktiviteter:

Temaarrangementer for såvel forældre som for samarbejdspartnere (sundhedsplejerskerne, personalet i daginstitutioner m.v.) om sprogstimulering.
Sammen med relevante samarbejdspartnere bl.a. i Børn og Unge (skolerne, dagtilbuddene m.m.), udvikle indsatser, der kan inddrage og udbygge forældrenes rolle ift. sprogstimulering og læsning generelt.

2. Budget
Projektet forventes at have et årligt budget på 836.000 kr. hvoraf de 430.000 finansieres af Styrelsen for Biblioteker og Medier.

3. Forslag til organisering
Styregruppe: Britta Bitsch, chef for lokalbibliotekerne, et medlem af Integrationsrådet samt en ledelsesrepræsentant fra Videncenter for Integration, Børn og Unge.
Advisery boards: Der nedsættes to Advisery boards – ét der repræsenterer borgerne/forældrene – ét der repræsenterer professionelle.
Netværk: Der vil mellem de biblioteker, der deltager i projektet med Bogstartspakker blive dannet et landsdækkende netværk med mulighed for intern kommunikation. Århus tænker at danne netværk med Randers, Horsens og Aalborg.
Projektgruppen: består af medarbejdere fra de to biblioteker suppleret med børnebiblioteks- og integrationskonsulenten for Lokalbibliotekerne og Borgerservice og Biblioteker Aarhus.
Projektleder: Mark Bundgaard Hansen, bibliotekar, Hasle Bibliotek.

 4. Evaluering og formidling af resultater
Styrelsen for Biblioteker og Medier har indgået en kontrakt med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole om en samfinansiering af et Ph.d-stipendium i litteraturformidling til små børn. Dette Ph.d. projekt skal indeholde en undersøgelse og beskrivelse af erfaringer med Bogstartsprogrammet. Styrelsen laver via ovennævnte Ph.d-projekt en overordnet formidling af resultaterne. Der vil fra styrelsens side være en midtvejskonference i begyndelsen af 2010.

Lokalt vil der blive afholdt en temadag eller eftermiddag efter projektperioden, hvor erfaringer og perspektiverne vil blive præsenteret for de andre lokalbiblioteker og for andre relevante samarbejdspartnere.

Kontaktperson:
Navn: Lone Hedelund
Enhed: Lokalbibliotekerne – Gellerup og Hasle Biblioteker
Email: lhh@aarhus.dk
Telefonnr: 89 40 96 40