Psykologisk thriller om destruktivt venskab har usædvanlig litterær finesse

Af Emma Svankjær Morel

Hvad gør man af sig selv, efter man har skrevet en international bestseller? Hvad gør man af fiktionen, sproget og virkeligheden, når man har skrevet en autofiktiv roman? Hvor findes historien, og hvor findes virkeligheden?

Disse spørgsmål kredser Delphine de Vigans nye roman Baseret på en sand historie om. Bogen er skrevet i kølvandet på bestseller-succesen Alt må vige for natten og handler i stor udstrækning om, hvad man skriver om, når først man har åbnet den autofiktive dør.

Der findes flere litterære metaniveauer i Baseret på en sand historie. Der er selve værket, som man som læser sidder med i hånden, og så er der er den bog, som jeg’et forsøger at finde i sig selv, i litteraturen, i fiktionen og i virkeligheden. Den bog, som forfatteren forsøger at få forløst – en proces, man som læser på ubehageligste vis bliver inviteret med ind i.

I bogen møder vi jeg’et Delphine, som indvier os i livet som en sårbar og indadvendt forfatter, der netop har modtaget kæmpe succes for sit forfatterskab. Delphine rammes af en skriveblokade i takt med, at hun mærker sin egen person blive taget ud af sit sidste litterære værk – hvordan hun som forfatter føler sig fremmed i forhold til den offentlighed, som jeg’et i Alt må vige for natten har medført.

En dag møder Delphine L. En elegant, karismatisk kvinde, som fra første øjekast fascinerer og intimiderer Delphine. Lynhurtigt udvikles deres venskab til en vanvittig intens relation, der udmærker sig ved, at L. i tiltagende grad blander sig i Delphines forfatterskab, privatliv og tanker. L. har en fast ide om, hvad Delphine bør skrive nu, og hvordan hun får bugt med skriveblokaden. L.’s stenhårde kritik af Delphines forfatterskab sætter sig som en hjemsøgende tåge over Delphine. Snart har L. overtaget Delphines korrespondancer, snart er hun flyttet ind, snart ligner hun Delphine.

Det er i relationen med L., at jeg’et tager spørgsmålene op om fiktion og virkelighed.  Kan man gå tilbage til fiktionen, eller er man låst fast i ”det virkelige”? Er ”det virkelige” en illusion, som aldrig er helt sand – eller findes ”det sande” i virkeligheden i det fiktive univers?

L. er uhyggeligt dominerende og har en særlig magt over Delphine. L. er både Delphines redningskvinde ud af skriveblokade og depression – men samtidigt også katalysator for dette. Inden længe har Delphine og L. isoleret sig til et fælles ”vi” styret egenrådigt af L.

Baseret på en sand historie er en gruopvækkende litterær thriller, som holder læseren fængslet i denne komplet destruktive relation. Man kan ikke andet end at vende siderne, og på trods af, at der kan gå længe imellem de små ’hints’, er det tydeligt, at der er ugler i mosen.

Jeg havde ikke læst Alt må vige for natten, så jeg gik til romanen med et barns naivitet. Og det er jeg glad for, jeg gjorde. Det tog mig længe at finde ud af, hvorfor jeg fik det ubehageligt, når jeg læste den. Det sker på en sådan måde, at man mærker det ske, uden helt at forstå, hvad der foregår. 

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig bogen, som den rent faktisk udspillede sig. At man kan lave en kobling mellem den psykologiske thriller-genre og den refleksive autofiktive genre. Ved at skabe karakteren L. får forfatteren et udløb for de diskussioner og refleksioner, som opstår omkring ”det sande” i kølvandet på en autofiktiv roman.

Med en hilsen til Stephen Kings Misery formår de Vigan at skabe en psykologisk thriller om en destruktiv relation samtidig med, at hun gennem sit alterego ”Delphine” afspejler sin egen krise: at rekonstruere sig selv og at finde sandheden gennem fiktionen.

Hvor meget, der er sandt om relationen i denne bog, står hen i det uvisse…