Historien om to mænd fanget mellem venskab og kærlighed

Af Kirstine Sø Dieckmann

I Michael Roes roman Venskabets Historie findes hverdagsbetragtninger og filosofiske refleksioner side om side. Det er historien om Matthias og Yanis, der mødes i byen Béjaïa i Algeriet. Mens landet omkring ham går i opløsning, tilbringer den tyske Matthias sine dage med at male, gå på café og være sammen med den algeriske Yanis. Hver dag beretter nyhederne i Algeriet om flere dræbte under fredelige demonstrationer, der mødes med vold af politiet, og snart er Yanis blevet en del af optøjerne. En dag forsvinder han.

Det er en roman om venskabet mellem disse to mænd, der udvikler sig til mere og alligevel aldrig helt forlader venskabets position. Den indeholder også mere filosofiske afsnit, der som et slags anatomisk kort redegør for venskabets historie fra antikken til i dag. Der inddrages Aristoteles, Nietzsche, Foucault, men også mere moderne indslag som Batman og Brokeback Mountain. Det er heller ikke tilfældigt, hvornår refleksionerne over Brokeback Mountain eller Achilleus og Patroklos dukker op i forhold til Yanis og Matthias’ egen historie. Refleksionerne er med at give en dybere forståelse for de to mænds udvikling, samt udvide romanens tema: venskab. 

Matthias’ ambivalente forbindelse til Yanis får ham til at lede efter ham, da han forsvinder. Det er også denne forbindelse, der i sidste ende får Matthias til at tage Yanis med til Berlin. Matthias er homoseksuel, men hvorvidt Yanis er det, står aldrig klart. Han kan have brugt Matthias udelukkende for at komme ud af Algeriet, men det er også muligt, han føler noget, han blot ikke tør indrømme over for sig selv. De befinder sig konstant i et grænseland mellem kærlighed og venskab, og mellem to seksualiteter, kulturer og identiteter.

Algeriet i opbrud og klaustrofobiske Berlin

Romanen er på samme måde delt op i to: Algeriet og Berlin. Det kan mærkes på Roes’ beskrivelser, at han har rejst i Algeriet selv, og at han forstår positionen at være fremmed i et land, der ikke er ens eget. Først er Matthias den fremmede, mens det i Berlin bliver Yanis. I modsætning til Matthias har han ikke valgt at rejse, han har gjort det af nødvendighed, for ikke at rådne op i fængslet i Algeriet.

De smukke, varme billeder fra Algeriet, som Roes mesterligt bringer frem, alle de ture Matthias og Yanis var på, de lange dage tilbragt på stranden, på café og med Yanis’ venner erstattes af noget klaustrofobisk i Berlin. Yanis forlader knap nok deres lejlighed, han vil ikke have et job, og selvom der indimellem refereres til ture, de to har været på, så er læseren aldrig med. Vores horisont er lejligheden.

Det er trist og ubehageligt, og der en stemning af ladhed og desperation. Matthias ser pludselig ikke alt det smukke og forførende ved Yanis, men kun hans fordærv og den sygdom, den ufrivillige migration har bragt med sig. Det, der stod så solidt og sikkert i Algeriet, kollapser i Berlin. Venskab går over i kærlighed, og det medfører sit eget kollaps. Venskabets Historie er i høj grad en roman om det, der eksisterer i spændet mellem kærlighed og venskab. Selv romanens filosofiske afsnit taler om forskellen på de to som en negativ forskel. Venskab er det ideelle og står stærkere; kærlighed er for let at ødelægge.

Blandet heri er refleksioner over kultur og identitet, der både er det, der er med til at skabe os, og det, der senere kan forhindre os i at være dem vi er. Matthias er vokset op under friere rammer, men at bringe Yanis tilbage til disse rammer er ikke befriende, det er kun indsnævrende, for det er ikke de rammer, han kender. De sætter en anden dagsorden og kræver en anden identitet.

Venskabets Historie er en smuk, alvorlig roman, der giver et indblik i det komplicerede forhold mellem to kulturer, og to mænd, der både er venner, elskende og fremmede.