Dannende læsning hos Authors in Aarhus – et læsetiltag

Af Anonym (ikke efterprøvet)
22.03.17
Alle læser de bøger, de tror, de kan lide. Nu prøver Authors in Aarhus at få folk til at læse bredere.

​Af Mads Qvortrup.

De fleste mennesker har tendens til at holde fast i deres eksisterende holdninger og overbevisninger. Vi er udstyret med en konservativ logik, der privilegerer det kendte over det ukendte. Dette er ikke en nyhed. Inden for psykologien lavede man i 70’erne utallige forsøg, hvor man nåede frem til, at folk holder fast i deres holdninger og overbevisninger, selv når de præsenteres for ny data, der tydeligvis underminerer disse holdninger. I stedet læser – eller forvrænger – man data, så det bekræfter det, man allerede tror på. Nye idéer, holdninger, smagspræferencer bliver derfor svære at introducere og overbevise mennesker om. Også når det kommer til litteratur.

Det forsøger vi i Authors in Aarhus at ændre på. Idéen bag Authors in Aarhus er nemlig at lade international litteratur inspirere og give perspektiver – både hvad angår kulturer og traditioner, der adskiller sig fra de danske. Men også på det mere personlige plan kan man i bøger stifte bekendtskab med personer og opleve situationer og stemninger, man ellers ikke ville.  

Derfor har vi lavet et koncept på vores facebookside, hvor vi opfordrer vores brugere til at læse bøger, de umiddelbart ikke selv ville have valgt at læse. Idéen er, at vi vælger to bøger ud fra et tema – fx alder, stemning eller karaktertræk – hvor de to bøger står i modsætning til hinanden. Derefter søger vi to brugere, der også lader sig definere ud fra det overordnede tema, og som også står i modsætning til hinanden. De to brugere får så gratis tilsendt den af de to bøger, de står i modsætning til. Det eneste, det kræver, er, at de skriver en anmeldelse af bogen, så vi og andre kan se, hvad de har syntes om bogen, og hvordan – hvis overhovedet – bogen har påvirket dem.

Vores første opslag af denne slags var ”et ungt menneske læser en gammel bog/et gammelt menneske læser en ung bog”. Vi blev kontaktet af en del unge mennesker, der gerne ville læse Patrick Modianos ’Askeblomster’, mens det gamle segment lod vente på sig – måske fordi de færreste nok vil sige, at de er gamle. Måske er det yngre segment blot mere beredvilligt og ser med større attrå på det at ældes. Eller var det blot, fordi de fleste hellere vil læse Modiano end Stephen Chboskys ’Fordelene ved at være en bænkevarmer’?
Det endte med, at vi valgte en 18-årig person til at læse Modiano og en 56-årig til at læse Chbosky, og de har skrevet to virkelig gode, men ret forskellige anmeldelser af bøgerne. Den unge anmelder benytter sig af et intellektuelt analyseapparat, hvorimod den ældre læser i højere grad bruger sin kontekstuelle erfaringsramme for at forstå og give mening til bogen. I kan læse anmeldelserne her.

På fredag gør vi det samme igen blot med et andet tema, så hold øje med Authors in Aarhus.

 

Materialer