Abdel Aziz Mahmoud vinder Læsernes Bogpris 2017

Bogen "Hvor taler du flot dansk" vandt læsernes hjerter. Prisen blev overrakt i går på Danmarks Biblioteksforening Bibliotekspolitiske Topmøde i Korsør.
Stort tillykke til Abdel Aziz Mahmoud der netop har vundet Læsernes bogpris 2017.
 
Prisen vinder han for bogen "Hvor taler du flot dansk!” - der er en selvbiografisk fortælling om et liv som førstegenerations muslimsk flygtning og tv-vært.
 
Bogen er tankevækkende og en meget morsom bog om det at være dansker med indvandrerbaggrund. Abdel spidder med lune og glimt i øjet, danskerne, danskheden og integrationsproblematikkerne. Bogen er en væsentlig bog i integrationsdebatten og den tager fat på myterne og dobbeltmoralen.
 
Prisen på 100.000 kr er netop blevet overrakt til forfatteren på Danmarks Biblioteksforening Bibliotekspolitiske Topmøde i Korsør.
 
Stort tillykke til Abdel med den flotte pris. På biblioteket har bogen været populær længe. Vi har købt rigeligt ind af bogen, så klik dig videre til reservering nedenfor, pludselig er det din tur. 
 
 
Der var 10 nominerede fortattere til dette års Læsernes Bogpris og det er gode bøger allesammen. Alle bøgerne kan du låne på biblioteket.
 
Rigtig god læselyst 
 
Øvrige nominerede til Læsernes Bogpris 2017:
 
Daniel Dencik - ”Grand Danois”
Mesterlige noveller af en forfatter, der har en eminent evne til med få midler at beskrive en situation, et dilemma, et menneske. Ensomheden er den røde tråd - den mandlige ensomhed og måden at tackle den på. Eller måden at bukke under for den på.
 
Thomas Rydahl - "De savnede"
Spændende gensyn med eremitten Erhard Jørgensen, danskeren på Fuerteventura, der prøver at leve stille, men alligevel ikke kan undgå at rode sig ind i noget farligt. Denne gang handler det bl.a. om jagten på en forsvunden far.
 
Søren Ulrik Thomsen - ”En hårnål klemt inde bag panelet”
Suveræne stykker, der viser, at Søren Ulrik Thomsen ikke bare er en stor digter, men også behersker kunsten at skrive kortere og længere stykker prosa. Aforismer, betragtninger og erindringsglimt i en uimodståelig blanding.
 
Dorte Nors - ”Spejl, skulder, blink”
Forunderligt fin roman om Sonja, der er i fyrrerne, og som stammer fra Jylland, og som bor i København, og som har svært ved at lære at styre sit liv - og lige så svært ved at lære at styre en bil.
 
Malene Sølvsten - “Ravnenes hvisken”
Fascinerende fantasyroman, der ikke bare rummer alle fantasygenrens gode virkemidler, men også gør det på godt nordisk. Varedeklarationen siger en målgruppe på 14 til 16 år, men andre må gerne læse med. Det kan anbefales.
 
Merete Pryds Helle - “Folkets skønhed”
Smuk roman om Marie, hendes barndom på Langeland og hendes liv som voksen i det fjerne København. Og samtidig en stærk og smuk fortælling om dansk kvindeliv fra de fattige 1930ere til de 1970ere, hvor alting materielt blev så meget nemmere, men hvor alting alligevel ikke var så let endda.
 
Jørn Brøndal - “Det sorte USA”
Fremragende historisk værk om en befolkningsgruppe, der i den grad har sat sit præg på det store land. Fra uafhængighedserklæringen over raceadskillelsen og borgerrettighedsbevægelserne til USAs første sorte præsident, Barack Obama.
 
Olga Ravn - “Den hvide rose”
Stærke og intense digte, hver på fem linjer, om sygdom, død og tabt kærlighed. Titlens hvide rose er modsætningen til kærlighedens røde rose, for det handler om fravær. Men det er samtidig opløftende i al sin minimalistiske skønhed.
 
Christina Hesselholdt - “Vivian”
Medrivende roman om den amerikanske fotograf Vivian Maier, der ernærede sig som barnepige, men samtidig, i det skjulte, var en stor kunstner. Hvorfor viste hun ikke omverdenen sit talent? Og hvordan kan man vælge et liv så langt væk fra den berømmelse, som ellers lå lige for?

Oprindeligt skrevet af gh, Randers Bibliotek.

Af Anonym (ikke efterprøvet)
31.03.17