Prins Henrik 11.06.1934 – 13.02.2018
I det franske gymnasium skal man gennemgå en art filosofikum. Et fag, som skal give alle franske studenter en basisforståelse for de filosofiske tanker bag kunsten, litteraturen og livet. Dette, blandet sammen med et fransk aristokratisk værdisæt, der rummer verdensanskuelse, som rækker fra Frankrig og ud i verden, er meget sigende for nu afdøde Prins Henrik.
Prins Henrik var om nogen formet af det franske aristokratis dannelsesidealer. En barndom i Fransk Indokina, det der i dag hedder Vietnam, Laos og Cambodja, har præget hans internationale sindelag. Er man franskmand i denne store verden, skal man have noget på hjerte. Og kunst og kultur var i høj grad noget af det, der lå Prins Henrik stærkt på sinde. Derfor vil det være hans bidrag til kunsten og kulturen, der er omdrejningspunktet for dette blogindlæg. Der er allerede skrevet en masse om det royale, det patriarkalske og det kontroversielle menneske, som Prins Henrik også var. Alle disse aspekter vil jeg lade andre om at beskrive og analysere yderligere. Dette her skal handle om mindet om et levet liv, der i den grad rummede en kærlighed til kulturens stærke kraft og betydning.
Prins Henrik har et ikke så lille forfatterskab i bagagen. Det er faktisk en fin bibliografi, han har beriget bogmarkedet med. Bøger om mad og vin har han skrevet. Store værker med egne digte, samt en række erindringsbøger. Prinsens biografi lyder på ca. ti udgivelser, hvoraf i sær hans digte fik hård kritik. Syv digtsamlinger blev det til. Den første Cantabile udkom i 2000 og 14 år efter, i 2014, udgav han I mine Lykkelige nætter. Prins Henrik skrev sine digte på fransk og fik dem derefter oversat. Han var franskmand i sit kulturelle som digter. Dansker i sit virke som Prinsgemal.
Langt de fleste af hans digtsamlinger blev ofte mødt af en hård kritik. Om kritikkerne havde ret, vil jeg lade være op til den enkeltes smag. Men under alle omstændigheder skal det roses, at Prins Henrik ikke lod sig afskrække af et strengt anmelderkorps, men derimod så det som sin pligt som dansker, franskmand og verdensborger at bidrage til kulturen.
Ære være hans minde
Oprindeligt skrevet af mm, Randers Bibliotek.
Foto: Torben Eskerod
