Bent Sørensen: Mignon - Papillons
Sørensens drømmeverden
Det er ikke enhver komponist beskåret at finde sin helt egen umiskendelige tone. Bent Sørensens musik slipper imellem fingrene som drømmevæv og tilbagevendende, vage erindringsbilleder. Jeg oplever den ofte som teaterstykker uden tale eller billedside. Han opererer i en form for univers med velkendt tonemateriale, dur og mol, men melodierne bliver aldrig til meget mere end fragmenter, gestus, signaler med på samme tid gådefuld og konkret betydning.
Det nye album med 76 minutters musik og fire førstegangsindspilninger viser mange sider af den 58-årige komponist. "Mignon" for klaver og strygere (2013-14) udgør en del af trilogien "Papillions" med "Pantomime" og "Rosenbad" som de øvrige dele. "Mignon" er poetisk musik fuld af udtværede farver og lys og et dagdrømmende klaver, der falder i staver. Lysstråler og skygger af forskellig tæthed og karakter changerer konstant, og senere hører vi flaksende sommerfugle og legende krystaller. Der veksles mellem forårsfornemmelser og alvor, ubekymrethed og melankoli. Katrine Gislinge spiller klaverpartiet med komponistens idiom og ånd inde under huden.
Det korte violinstykke "Serenissima" (2014) er atypisk for Bent Sørensen med en nærmest bondsk og neoklassicistisk tone, der kredser om et firetonetema. Finnen John Storgårds er både violinsolist og dirigent på cd'en og begår sig fremragende i begge roller.
"Sinful songs" (1997-98) for ensemble er som lyde fra en anden planet med udtrukne konturer a la flydende metal, skræppende fugle, myldrende rotteflokke, forunderlige glissandi og meget andet. Først er lydfænomenerne i dialog med hinanden, så skifter stemningen til en mere ensom eller øde fornemmelse og sener sælsomme klange såsom rørklokker nedsænket i vand, bimlende ekko og morsende staccato.
Albummets andet værk for soloviolin er "The Lady of Shalott" (1987, 1992) over historien om kvinden, der betragter verden gennem et spejl og bliver forbandet, da hun ser direkte på Lancelot. Spejlet knuses, og hun bliver klar over, at hun aldrig vil kunne få sin elskede og drukner sig. Sørensen så Waterhouses maleri, hvor Ladyen sejler mod camelot, og har komponeret en retningsløst søgende tristesse, et individ bevidst om sin forestående skæbne, hvis kræfter er ved at ebbe ud.
Igen i "Weeping white room" (2002) træder indtrykket af en slags instrumentalt mimeteater frem. Som titlen antyder, er antrækket sørgmodigt, og også fuld af mystiske glissandi-piv og tynde muselyde. Lytterens associationer bliver ansporet og sættes fri til at finde egen nøgle til musikken. Velkommen til Bent Sørensens drømmeverden.
Oprindeligt skrevet af Bibzoom.