Maker-Lab
Vores laserskærer har 80W, den kan derfor skære og gravere i pap, akryl, mdf og finer. Den har et skæreområde på ca. 70x50 cm og skærer flottest med en materialetykkelse omkring 3-4 mm. Til at lave din fil (.pdf, .png, .rd, .dxf, .svg m.fl.) kan du f.eks. bruge Inkscape (som er gratis eller andet software til vektorgrafik) eller Procreate til iPad (ca. 100 kr.). Til laserskæreren bruger vi Lightburn, men du kan også installere RD Works (gratis software som kan forbindes til vores laserskærer) hjemmefra. Der findes selvfølgelig mange andre programmer, både gratis og meget dyre, men de her har vi nogen erfaring med selv. Selve opsætningen af dit projekt klarer vi nemmest ansigt til ansigt i labbet, i hvert fald de første gange.
For at 3D printe skal du have en .stl eller obj.-fil, som du måske har designet derhjemme. Filen skal overholde printerens dimensioner, som er ca. 20x20x20 cm. Til at lave dine .stl filer kan du bruge f.eks. Tinkercad, Fusion 360 eller Blender, der alle er gratis software til 3D modellering. Der findes selvfølgelig mange andre programmer, både gratis og meget dyre, men de tre førnævnte har vi nogen erfaring nogen i labbet.
Med vores Formbox kan du lave plasticforme af f.eks. dine 3D prints, som du efterfølgende så kan bruge til at lave afstøbninger med i f.eks. chokoloade, gips, cement, o.lign. En formbox er en lille vakuumformer, som ved hjælp af varme og et kraftigt sug kan lave en plasticform rundt om dit objekt. Du kan se en video af processen eller du kan kigge ind forbi Makerlab en dag. Derudover har vi også en Brother scan'n'cut, som kan scanne tegninger e.lign. og skære de digitale filer ud i f.eks. karton, vinyl, mosgummi m.m. Vi har også en del forskellig elektronik, du kan prøve kræfter med som Micro:Bit, Arduino, Little Bits etc.
Vi holder i udgangspunktet Åbent Lab alle onsdage fra 15.30-17.30 og fra tid til anden også om lørdagen.
Du kan finde alle de specifikke datoer under "Det sker", det er også her, du kan finde og melde dig til vores workshops.
Priser på materialer:
Akrylplade (297x210x3 mm) 20 kr. pr. plade
Poppelfinerplade (600x400x3 mm) 30 kr. pr. plade
Birkefinerplade (600x400x3 mm) 50 kr. pr. plade
MDFplade (600x400x3 mm) 10 kr. pr. plade
Maskinpap/præsentationskarton (500x350x1/2 mm) 10 kr. pr. ark
Plastikark (til vakuumformer) 5 kr. pr. ark
PLA (v. print større end 12 timer) 30 kr.
PLA (v. print større end 6 timer) 15 kr.
Resinprint (v. print af fuld plade) 20 kr.
Brug af maskiner og værktøj i Labbet er på eget ansvar. Derfor skal børn under 12 år og være i følge med en voksen.
Hvis du har spørgsmål om maskiner, materialer eller processer kan du skrive til os på dokk1-makerlab@mkb.aarhus.dk