Gymnasieelev ved pc hjemme ved spisebordet

Hjælpen til din opgave er nær

17.03.20
Sidder du lige nu og skal skrive SRP eller andre opgaver som du skal bruge kilder til? Her får du et udvalg af steder, der vil kunne hjælpe dig selvom det fysiske bibliotek er lukket.

Som bruger af Aarhus Bibliotekerne har du digital adgang til en lang række databaser, som er guld værd, når du skal skrive DHO, SRP og andre større opgaver.

Det er et lille udsnit, vi præsenterer her, du får det fulde overblik her og det er endda emneinddelt.

 

Faktalink

Her finder du oversigtsartikler om aktuelle og samfundsrelevante emner. Historiske temaer og tidstypiske tendenser. Det er et godt sted at skabe et overblik over et givent emne, eksempelvis 1. Verdenskrig.

I Faktalink finder du udførlige artikler om alt fra sport, kultur, historie, politik, IT, trends og medier og meget mere. Samlingen omfatter over 500 artikler med flere tusinde links og henvisninger.

Udarbejdes af bibliotekarer, journalister eller andre med faglig ekspertise på et givent område.

Infomedia

Artiklerne går tilbage til ca. 1990 - for enkeltes vedkommende tilbage til 1985. Der er mulighed for at læse telegrammer fra nyhedsbureauerne. Basen indeholder desuden en række tidsskrifter som Ingeniøren, Landbrugsavisen, Computerworld og Dagens medicin.

Infomedia har lukket op for adgang så alle biblioteksbrugere i Danmark kan tilgå artikelarkivet via bibliotekernes hjemmesider.

Det er på grund af den ekstraordinære situation vi står i med lukkede bibliotekerne, at Infomedia har åbnet op for adgangen til deres arkiv.

Forfatterweb

Forfatterweb er stedet at besøge, hvis du har brug for forfatterportrætter, anmeldelser, genrebeskrivelser og artikler om litterære perioder.  Det er et digitalt forfatterleksikon over danske og udenlandske forfattere. Over 800 portrætter af både afdøde og nulevende forfatter og omfatter klassiske forfatterskaber, såvel som debuterende forfattere på tværs af genrer.

Alle artiklerne er bygget op efter en fast struktur indeholdende fakta om forfatterens liv, værker, linksamling og bibliografi.

Alle portrætter opdateres løbende og mængden af nye forfattere øges med ca. 50 årligt.

Danmarkshistorien.dk

Danmarkshistorien.dk er en omfattende materialesamling udarbejdet af Aarhus Universitet om Danmarks historie. Danmarkshistorien.dk er en fremstilling af Danmarks historie fra oldtiden til i dag, opdelt i periodekapitler. Basen er et digitalt historieleksikon med artikler om emner, personer og begivenheder – artiklerne er kombineret med billeder, lyd og videoer. Desuden er der en lang række primærkilder, som eksempelvis taler ol.

Gale in context: High school

High School indeholder engelsksprogede artikler fra aviser og tidsskrifter. Her er en bred emnedækning indenfor mange fagområder, f.eks. historie, kultur, politik, samfundsfag, naturvidenskab og geografi.

Basen indeholder artikler fra magasiner og akademiske tidsskrifter. Desuden er det muligt at finde statistik, og primærkilder.

Gale in context: Science

Med Gale in Context: Science har du adgang til en naturvidenskabelig database med emneoversigter, eksperimenter, biografier, billeder og illustrationer.
Du kan desuden læse om den seneste videnskabelige udvikling i artikler fra over 200 tidsskrifter og se links til websteder om naturvidenskabelige emner.

EBook Central

Mangler du en bog om dit emne, så tjek lige EBook Central. Her finder du engelsksprogede e-bøger indenfor alle fagområder. Her er et udvalg på over 32.000 engelsksprogede bøger indenfor mange fagområder, f.eks. IT, økonomi, naturvidenskab, historie, politik og samfundsfag. Bøgerne kan downloades til smartphone, tablet og computer.

Google Scholar

Google Scholar er en videnskabelig indgang til Google, som gør det nemmere for dig at søge bredt efter videnskabelig litteratur. I Google Scholar kan du ét sted søge i mange kilder indenfor mange fagområder: afhandlinger, specialer, bøger, uddrag og artikler anmeldt af fagfolk fra akademiske forlag. Du søger også i kilder fra faglige sammenslutninger, dokumentdatabaser, universiteter og andre videnskabelige organisationer.

Directory of Open Access Journals

Doaj har samlet en lang række artikler fra forskellige Open Access steder på nettet. Det er artikler fra bl.a. universiteter og andre forskningsinstitutter. Det er Lund Universitet, der står bag, og basen indeholder mere end 14.000 tidsskrifter indeholdende ca. 4.5 mio. artikler.

Bibliotek.dk

På Bibliotek.dk er det muligt at søge på tilgængelige E-materialer. I stedet for "Alle materialer" klikker du blot på "E-materialer" i dropdown-menuen ved søgefeltet. 

 

Oprindeligt skrevet af Randers Bibliotek.

Photo by Thought Catalog on Unsplash