Litterære tendenser

Litteraturen er ikke bange for at tage et standpunkt. Litteraturen har (stadig og også) i dag har noget på hjerte og taler om de store ting; klima, miljø, køn, seksualitet, krænkelser og ansvarsfralæggelse.

I dag ser vi nærmere på nogle af de nyere udgivelser, der netop skriver sig ind i denne tendens. I løbet af de seneste år har klimaproblematikken været på alles læber. Og det har uden tvivl også afspejlet sig i litteraturen, hvor udgivelser for både børn og voksen tager en plads i debatten og udtrykker sin bekymring for tingenes tilstand og skabt en helt ny genre: klimafiktion

Den findes i mange afskygninger og idag tager vi en lille tur rundt i manegen og ser på, hvordan klimafiktion kan se ud i 2020.

De fleste kender Anders Morgenthaler som både en aktiv debatør i klimadebatten såvel som den ene halvdel bag den ustyrligt gakkede stribe Wulffmorgentaler og en række andre mere eller mindre skøre udgivelser. Nu har han så at sige mixet de to verdener og skrevet romanen "Kød og Fred" som er en humoristisk klimathriller om sosu-assistenten Annemette, der sammen med veninderne tager sagen i egen hånd for at bekæmpe kødindustrien og redde verdens klima.

I den mere dystopiske afdeling finder vi eksempelvis "Alle himlens fugle" af Rakel Haskund-Gjerrild, som handler om en ung kvinde, der pludselig er alene tilbage i verden. Selv Or, som har passet på hende, siden hun var lille, er væk. Nu er fuglene på himlen det eneste, der fylder hendes liv - dem og den daglige overlevelse. Det eneste der er tilbage er betonstumper og en giftig lugt af brændt plastik og papir.

Poesien er i den grad også på banen, når vi taler om klimafiktion. Til alle tider har naturen fyldt meget i poesiens verden og det fortsætter den med. I Daniel Boysens "Står på tæer under vand" er de dystopiske stemning forandret til en melankoli og nænsomt puf til læseren om, at vi skal huske at passe på den klode vi har og det, den kan.

Midt i denne her tur i manegen husker vi lige på, at klimafiktion ikke er noget nyt. I årevis er naturkatastrofer, dystopiske fremtid fortællinger og klimaforandringer i det store hele beskrevet i litteraturen. Og en af de store klassikere skal vi naturligvis have med, når vi taler om klimafiktion som en tendens. Margaret Atwoods "Tjenerindens forælling" fra 1985 er en ikonisk fremtidsversion, hvor kemiske og radioaktive udslip og epidemier har resulteret i en dramatisk dalende fertilitet og et USA fyldt med politiske uroligheder. Historien fortælles af en kvinde, der lever som 'tjenerinde' og som potentiel babyleverandør til magthaverne i et dystopisk samfund. Mange af os kender måske også HBO filmatiseringen af romanen som serie.

Det er ikke kun menneskets biologi, der påvirkes af klimaforandringerne - de store naturkatastrofer er også en del af klimafiktionen, og det er næste udgivelse et eksempel på. "Efter syndfloden" af Kassandra Montag er en fremtidroman, hvor verden er oversvømmet og kun bjergtoppene er beboelige. Myra og hendes lille datter sejler derfor rundt i Sydamerika for at jage og finde mad. Men også for at lede efter Myras anden datter, der forsvadt for år tilbage.

Klimafiktionen er imidlertid ikke reserveret til voksenlitteraturen. Flere og flere forfattere bidrager til en klimadebat i børnehøjde, og det skal vi selvfølgelig også se nærmere på.

Lars Mæhles sci-fi roman er en klimafiktiv pendant til de store Hungergames fortællinger og en god ungdomsroman. I "Realityspillet 2052" sendes fem unge ud på en isoleret ø, hvor de - i en kamp med hinanden og naturen - skal finde svar på verdens klimaproblemer. 

Klimakrisen i børnehøjde har været kritiseret for at skabe unødvendig frygt i børnene, der måske har nok i hovederne uden også at skulle forholde sig til verdens store kriser. Andre vil argumentere for, at det er en gammeldags tankegange at børn skal beskyttes fra verdens ondskab, men at det i stedet handler om, hvordan den formidles. Her er Søren Jessen et godt eksempel på en forfatter, der beskriver de svære ting, så børn kan følge med. Ørkenfeber er en spændende fortælling om drengen Po, der må klare sig alene i en verden, der har forandret sig meget fra den, vi kender idag.

Klimafiktionen hjælper os med at nuancere og forestille os de ting, vi har svært ved. Litteraturen kan forsøgsvis svare på de store "hvad nu hvis ..." spørgsmål - også selvom vi måske ikke har lyst til at høre svarerne. Det kan måske være svært at gøre alene, men der er heldigvis også gode bøger, man kan læse sammen som familie. Eksempelvis Adam Os serie "Den rustne verden" En spændende serie, hvor fire børn skal besøge deres morfar i Sverige. Men deres fly styrter ned i et fremtidsdanmark, der er utrolig anderledes end det Danmark, vi kender idag. Der er nemlig fyldt med skrot og onde robotter!

Der findes naturligvis også litteratur, der stiller sig kritisk overfor den tone, der hersker i klimadebatten. En af de store stemmer i den forbindelse er Bjørn Lomborg, der kalder det dommedagsforestillinger. Og det gør han eksempelvis i "Verdens sande tilstande"

Litterære tendenser er en blogrække, hvor vi hver uge ser nærmere på nogle af de litterære bevægelser, vi observerer lige nu. I næste uge stiller vi skarpt på den politisk og etisk bevidste litteratur om køn, krop og seksualitet.