Nyt bibliotek i Gellerup

Et besøg på byggepladsen og et lille kig fremad i processen.

Aarhusbibliotekerne bygger et nyt bibliotek og samlingshus i samarbejde med Brabrand Boligforening. Biblioteket bliver en del af det større Sports og Kulturcampus, som skal huse flere lokale aktører, kultur-, idræts- og sundhedstilbud samt lokale foreninger.

Hos Gellerup bibliotek begyndte processen allerede tilbage i 2016, hvor vi havde de første inddragelsesrunder med personale, brugere og andre lokale aktører, som har bidraget med drømme og indsigter til det bibliotek, som nu snart står færdigt.

Byggeriet drøner nemlig derudaf og har gjort det lige fra første spadestik - trods Coronapandemien og de nedlukninger og begrænsninger, som den har medført. Vi har i små grupper været forbi byggeriet, og nu begynder vi virkelig at kunne fornemme de rum, som biblioteket kommer til at bestå af:

 

Mens bygningerne rejser sig, har vi i biblioteket arbejdet med husets grundlæggende indretning. Den proces med at omsætte visioner, ideer og behov opsamlet gennem fire år har vi fået kyndig støtte til af arkitektfirmaet Transform.

Det er en spændende og hård proces at fastlægge den grundlæggende infrastruktur i et nyt bibliotek, og det har næsten udelukkende foregået online. Vi nærmer os det endelige resultat, og det tegner til at blive rigtig, rigtig godt.

Nu skal vi igen til selv at trække i arbejdstøjet og fortsætte arbejdet med stemninger og funktioner i de enkelte områder i biblioteket. Vi glæder os til at dele den proces med brugere og samarbejdspartnere.

Allermest glæder vi os selvfølgelig til slutningen af 2021, hvor vi forventer at slå dørene op til vores nye fantastiske bibliotek.