Lyden af Covid-19: Lotte Norup

21.05.21
Ni aarhusianere har sat ord på livet under Covid-19 pandemien. Her kan du læse Lotte Norups tekst. Alle de ni deltageres tekster fortolkes af musiker og sangskriver Michael Møller og kan opleves ved en koncert under LiteratureXchange den 11. juni.

Om Lotte: Jeg er 48 år livsnyder med højt humør. Jeg er gift med Mette og vi bor i et lille byhus i Mejlgade i Aarhus C. Vi har rejst som backpackere i alle verdensdele og gør meget brug af alle de oplevelsestilbud byen tilbyder.

 

Vi er Alene – Sammen

 

Gaden er lagt øde

i episode fem

Hvad ville jeg gøre selv? Kæmpe?

løbe? – handle ind?

 

En tur i Mindeparken

det koster ingenting

Alene i Vildmarken

Og så… tilbage igen

 

Vi er alene - sammen

Når verden lukker ned

Jeg er nu glad for, jeg har dig

At overleve med

 

Jeg duer ikke uden

Hvad skal vi ha´ af mad?

Der´ to for en i Brugsen

Du er stadig ligeglad

 

Vi hæver glasset, mandag

For steaks med estragon

Vi lander uden at mærke det

i niende sæson

 

Der sidder en bag skærmen

Og alle synger med

Jeg ka´ bedst med åbne vidder

Jeg vil hellere være i fred

 

Vi er Alene sammen

Når verden lukker ned

Jeg er så glad for, jeg har dig

At dele verden med

 

 

Om projektet

Projektet ’Alene sammen’ er støttet af Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden. Sanger og sangskriver Michael Møller sætter musik til de ni digte. Ved en koncert den 11. juni under LiteratureXchange præsenteres sangene i et samarbejde mellem Michael Møller, dirigent Birgitte Næslund Madsen og EVE Choir. Koncerten tilrettelægges af komponist Søren Møller.