Time og Dag og Uge

Hvis man skal vælge nogle strofer af Johannes Møllehave, som for alvor har sat sig fast i folks bevidsthed, så er det nok ovenstående – plus ’Lille Messias’ - fra Anne Linnet-pladen 'Min sang' i 1989. 

Her ved Johannes Møllehaves død udtrykker disse ord så også på én gang essensen af digterpræstens liv og af det budskab, som han havde til os. For man må sige, at om nogen, så formåede Møllehave i sin kolossale produktion både at råbruge sit livs timer og dage og uger, og at få formidlet essensen i sit budskab: Glæden ved det liv, der er os givet, omend det kun er til låns.

Ved meddelelsen om hans død vil det derfor også være i hans ånd at lade glæden være i højsædet, og ikke det at blive forknyt og føle smerte.
Som han selv udtrykte det om hustruen Herdis Møllehaves død i 2001 (Politiken, 2011): ”Da Herdis døde, sagde jeg: 'Tak, fordi hun har været her'. Jeg sagde ikke: 'Det er forfærdeligt, at hun ikke er her'. […] Jeg siger i det hele taget hellere 'tak' end 'ak’”

Det er selvfølgelig hans baggrund i teologien, der kommer til udtryk i sådanne tanker:  Bibelens ord om kærlighedens budskab og frelsen ved Jesus Kristus; ord som Møllehave tog meget bogstaveligt, og forsøgte at formidle i mange facetter, som præst, forfatter, digter, foredragsholder, kronikør og debattør.

Helt i tråd med den kristne ånd havde hans forfatterskab først børnene som målgruppe.
I 70’erne gendigtede han en lang række bibelhistorier for børn og allerede her kom endnu et af hans karakteristika til udtryk: humoren. Set i bagklogskabens lys er det jo så også ret indlysende, at det skulle være sådan: At glæden gik hånd i hånd med humoren.

Det skulle så være gennem hustruen Herdis Møllehaves forfatterskab, at han første gang for alvor kom i mediernes søgelys. For uanset, at hendes romaner ikke var nøgleromaner, så kredsede de om utroskab og det åbne ægteskab, og Møllehaverne var heller ikke ligefrem tilbageholdende, når de offentligt fortalte, at de selv praktiserede et åbent kærlighedsforhold. Det provokerede en del mennesker, dengang i 80’erne.
Men som Johannes Møllehave i samme Politiken-interview selv udtrykte kærligheden: ”Måske lyder det mærkeligt i dine ører, men når mine venner forelskede sig i Herdis og havde et forhold til hende, så steg de i min agtelse. For jeg elskede hende jo. Så jeg sagde: 'Hvor er det skønt, at du også elsker hende'.”

Johannes Møllehave havde selv et uhyre stort kærlighedsforhold til litteratur,  filosofi og kunst; han var utrolig belæst og da han fra naturens hånd samtidig var udstyret med en klæbehjerne af en anden verden, så kunne han livet igennem citere mangt og meget - mest meget - fra bladet. Han havde en særlig forkærlighed for H.C. Andersen og ikke mindst for Storm P., og skrev flere bøger om begge forfattere, ligesom han fik udgivet deres værker i egne rammer. 
Men ikke mindst de spændende samtalebøger, hvor han krydsede klinger med venner som forfatteren Benny Andersen, kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og hjertekirurgen Gösta Petterson, vandt ham mange hjerter blandt læserne, og er nogle af de værker, som man stadig vender tilbage til.

Det lokale tilhørsforhold

For Johannes Møllehave havde en særlig tilknytning til Vejle gennem sit mangeårige venskab med maleren Albert Bertelsen, og han digtede også gerne både om Bertelsen og Vejle: ”Vejle er hans væsens kerne./ Så fortrolig med det nære, og så tæt på alt det fjerne.”
Møllehave tog kontakt til Albert Bertelsen allerede tilbage i de tidligere 70’er, betaget som han var det særlige lys, som maleren fastholdt i sine billeder
fra Norge og Færøerne.  

Den første af Møllehaves udgivelser, som Bertelsen illustrerede, var et af Vejle Sygehus litterære årsskrifter ’Sandheden om Sigurds juleaften’ i 1989, og siden skulle Bertelsen igen levere flere tegninger. I 1991 kom så ’Skønhed og dagligt brød: en bog om Albert Bertelsen’, hvor Møllehave skrev en hjertevarm tekst. Forsiden var prydet af det kendte maleri af Alberts perserkat Goya; og interessen for katte var en af de mange ting, som de to delte. 

Om muligt blev deres forhold gennem årene mere nært, end mange aner. Helt naturligt var det da også Møllehave, der holdt festtalen, da malerens altertavle i Mølholm Kirke blev indviet i 1994. Og Bertelsens maleri af Møllehave – set skråt bagfra, led ludende, og iført sin karakteristiske overfrakke og hat – havde hæderspladsen i Møllehaves stue.

Men der var også en anden Vejle-maler, der nød godt af Møllehaves kunstinteresse: Baukje Zijlstra.
I et samarbejde med Møllehave og komponisten, musikskolelærer Laif Møller Lauridsen, lavede hun i 1991 værket 'Påskesuiten'; 39 billeder og et billedtæppe, akkompagneret af musik og af en film, hvor Møllehave i vanlig medrivende fortællestil rammer værket ind med sin fortolkning af påskens budskab. 

Behøver jeg næsten at skrive, at biblioteket havde en stor plads i Møllehaves hjerte?
Her kommer et af de utallige citater fra hans mund, som passende kan være afslutningen i denne anledning: