Endelig: SPOT Festival!

Af Peter Elmelund // Bibzoom.

Efter først at være rykket (lidt for) optimistisk fra maj til kun juni, kan vi nu endelig mødes i midten af Aarhus på en mild septemberdag til årets SPOT Festival.
Ingen restriktioner – det’ jo næsten som før-I-ved. Og der er ikke færre end 170 koncerter i det officielle program

En så stor kalejdoskopisk festival kræver en større logistik, og da mange af lokaliteterne var optaget, har man valgt at holde festival på blot to dage den 16. og 17. september. Og to års ny musik skal pusles på plads; ingen let opgave.

Allerede ved indkørslen til Musikhuset lyder håbefulde klange fra (den gratis) Trailerscenen, hvor Juna med kun vokal, keyboard og trommer fyrer op under festen. Nå ja, og så enkelte back tracks.

Eugine

Køen foran Lille Scene i Musikhuset breder sig langsomt ned mod rytmisk sal, og da dørene åbnes, bliver salen hurtigt fyldt op. Her er dækket op til ægte spaghettiwestern med debutanten Eugine (foto), der med tre guitarer i front maler et sandt Sergio Leone-lydbillede. Her er den ildevarslende tværfløjte (godt nok på keyboard) og den følsomme mundharpe.

Men Eugine kan mere end det, et skinbarligt 70’er-nummer med fin flerstemmig sang og akustiske guitarer kunne godt ha’ gemt sig på en Eagles-plade. Og ovenikøbet med et overraskende break, som sidder lige i øret – her er blevet øvet og øvet. Gruppen er yderste fåmælt; seks alvorlige unge mænd koncentrerer sig om en koncert, som kan være betydende for fremtiden. I stedet for snak stemmes der godt nok meget guitar – uha, vi skal jo gerne ha’ den rene vare.

Lucky Lo

På Park-scenen spiller Lucky Lo for en fyldt græsplæne, der efter gårsdagens regn minsandten lugter som Danmarks Smukkeste Festival. Altså den i Skanderborg, men måske ligger den i år i Aarhus?

Lucky Lo i kanariegult læder har en udstråling, der når bagerste række. Og med en sjælden klar tekst, tak for det. Her er et kommende stort navn!

Svaneborg Kardyb

Nu oplever jeg det helt specielle ved SPOT Festival. Jeg går til koncert med Svaneborg Kardyb, som jeg overhovedet ikke havde tænkt mig. Og får en stor musikalsk oplevelse. D’herrer Niklaj Svaneborg og Jonas Kardyb fylder minsandten Store sal i Musikhuset til deres minimalistiske jazz. Svaneborg spiller primært med den klassiske Fender Rhodes-lyd, som vi kender fra 70’erne. Og her er luftige, nordiske klange, som salig Jan Johansson kunne have frembragt. Som modvægt har vi Kardyb eminent spillede trommesæt, der giver det drømmende klaver en materiel substans, men i en dialog, som var det med samme åndedrag. Mageløst.

Slutnummeret ”Sommer” opbygges fra det forsigtigste anslag til fuglekvidder til voldsom udladning – en moderne pendant til Ravels Bolero. Og helt fortjent får de to musikere stående ovation, som de ydmygt modtager. ”Så stor en sal har vi aldrig spillet i!” lyder det imponeret fra Svaneborg. Tak siger jeg, altid skønt at blive overrumplet af smuk musik, som jeg ikke havde forestillet mig denne torsdag.

Ida Laurbjerg

På Foyerscenen synger Ida Laurberg sine egne popsange, som ikke er den kendte popmetervare. Her er mørke melodier med fascinerende, melankolske klange, men serveret med en håndgribelig power. Hendes melodier kunne godt være af Lana del Ray – og så lige sat en kvint op. Hvilken energi.

Ganger

En halv time før koncertstart er foyeren fyldt med ventende publikummer til Store Sal. Her skal Danmarks nye og meget anderledes poporkester spille: Ganger, som både anmeldere og publikum elsker – en forunderlig svane i den danske popdam. Forventningen er enorm – men gruppens kæmpe fanskare er SÅ klar. Dét skriver jeg mere om andetsteds.

Rigtigt mange musikere indleder næsten samstemmende fra scenekanten med replikken: Hvor er det skønt at spille rigtige koncerter uden restriktioner igen. Og vi kvitterer: Hvor er det skønt at høre rigtige koncerter igen.