Kunstværker på Gellerup Bibliotek
Kunstværkerne er doneret af Ny Carlsbergfondet og indviet 13. december 2022.
Kathrine Ærtebjerg: Fred Fro Fri, 2022 – To friser af i alt 46 malerier
Kathrine Ærtebjergs har skabt to friser af i alt 46 malerier til Gellerup Bibliotek. Friserne tilbyder os en fortælling, som brugerne af biblioteket selv skal færdiggøre.
Fred Fro Fri – Fugle fra alle verdener består af 33 malerier, der er sat sammen lærred mod lærred på en linje, og derved danner en frise. Fredsduen er udgangspunktet for malerierne; en due fra Noahs ark blev sendt i land for at finde ud af, om syndfloden var ovre, om der var fred. Duen kom tilbage med en oliven gren i næbbet.
Kathrine Ærtebjerg har brugt blade fra naturen som et gennemgående element i sit arbejde. Hun beskriver selv sammensmeltningen mellem motiv, og de følelser hun ønsker at vække som fugle og blade, og en tro på fred, frihed og glæde.
Beskueren bliver i frisen konfronteret med variationer over motivet fredsduen. Variationerne fremstår mere eller mindre abstrakte. Det er fugle fra alle verdener – fra enkle piktogramagtige fugle til fremmedartede maleriske fugle fra fantasiens uendelige verden.
Fred Fro Fri – Vi er uendelige består af 13 større malerier, der også danner en frise på endevæggen i børnebiblioteket. Motiverne er menneskelignende væsner, fugle og blandingsvæsner.
Da frisen er placeret øverst på en høj væg, er malerierne skabt i stærke farver i et enkelt kontrastfyldt billedsprog, som skal kunne ses på lang afstand. Ligesom i ’Fugle fra alle verdener’ er forskellige blad-former et gennemgående motiv også i denne frise af Kathrine Ærtebjerg.
Kathrine Ærtebjerg forklarer, at har kaldt frisen ’Fred Fro Fri - Vi er uendelige’ for at pege på det uendelige rum, som fantasien kan skabe. Vi er på børnebiblioteket omgivet af alverdens historier som udvider verden for den enkelte og skaber en større fælles verden imellem os.
Katrine Ærtebjerg forestiller sig figurerne på frisen kunne være figurer i et eventyr, som endnu ikke er skrevet. Et lille hæfte skabt til bibliotekets brugere, som indeholder frisens billeder, kan måske endda inspirere børn til selv at skabe historier med udgangspunkt i figurerne. Sådan håber hun, vi kan inspirere hinandens fantasi.
Om Kathrine Ærtebjerg
Kathrine Ærtebjerg (1969) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002. Hun arbejder primært med maleri og tegning, men har også beskæftiget sig med andre medier som skulptur, animation samt det skrevne ord.
Kathrine Ærtebjerg har haft flere soloudstillinger, hvoraf et væsentligt udvalg tæller Se Hvor Store Mine Blomster Er, Svarede Hun (2006) på Gl. Strand i København, Mørket, lyset, øjet, hullet, himlen (2010) på Trapholt i Kolding og De Tusind Gåders Sted (2021) på Kunstmuseum Brandts i Odense.
Bjørn Poulsen: Kassandra, 2022 – Skulptur af poleret bronze
Bibliotekets nye skytsånd skal suge beskuerens fortolkninger til sig.
Kassandra er en trojansk prinsesse i Homers Illiaden, der af Apollon har fået spådomsgaven. Hun ser, at verden vil gå under, men ingen lytter på hendes forudsigelser, da hun i tilgift også har fået den forbandelse, at ingen vil tro på hende. En klassisk myte om at være gudernes legetøj, underlagt kræfter vi ikke kan kontrollere, men også en historie med en særlig aktualitet, da den giver uundgåelige associationer til videnskabens talrige undergangsprofetier om fx klima, biodiversitet, vand.
Skulpturen læner sig fremad med flagrende gevandter bølgende efter sig. Samtidig er den en abstrakt komposition udelukkende opbygget af udsnit af kugleformer, både ind- og udbulende og uden direkte at ligne kropsdele. Dermed rummer skultpuren en dobbelthed. Den kan ses som en treøjet frembrusende figur, formene kan opleves som muskler, hår, horn, flammer, draperier, men den rummer også muligheden for en mere åben og mindre virkelighedstro fortolkning. Det afgørende er, at skulpturen rummer denne kraft, der gør den kan suge alle disse og andre fortolkninger til sig, samtidig med den i sit formsprog holder alt åbent.
Bjørn Poulsens skulptur Kassandra bliver en del af biblioteket. Et offentligt rum for viden, litteratur, fordybelse. Den skal derfor netop understøtte disse kvaliteter ved selv at lægge op til fordybelse, og hvor der for den nysgerrige er mulighed i bogsamlingerne for at udforske baggrunden, både kunstnerisk og mytologisk. Skulpturen skal være bibliotekets skytsånd, der våger over denne vigtige institution i vores samfund, som kunstneren altid selv har sat meget pris på og har benyttet.
Skulpturen står i midten at biblioteket, nærmere i atriumgården omgivet af glas. Den vil derfor kunne ses indenfor i biblioteket hele vejen rundt i sine skiftende facetter. Overfladen på skulpturen er poleret, og kommer til at fremstå lysende blank samtidig med, at den vil spejle sine omgivelser. Kassandra er en skulptur, der suger lyset til sig og kaster det videre ind i bygningen.
Om Bjørn Poulsen
Bjørn Poulsen (1959) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1988. Udover at arbejde med et væld af klassiske materialer, som bl.a. tæller bronze, keramik og sten, har han beskæftiget sig med mere utraditionelle materialer, så som plasticlegetøj og knuste møbler. Bjørn Poulsen har før udført en lang række udsmykningsopgaver, der blandt andet tæller placeringer som Rigshospitalet i København, Dansk Neuroforskningscenter i Aarhus og Greve Gymnasium.
I 2020 debuterede han derudover med sin første roman, ’Opkald Fra Mælkevejen’, der er en selvbiografisk fortælling. Denne tjente ham en nominering til Bogforums Debutantpris.