Her er vinderne af Blixenprisen 2023
I front for den spektakulære Blixenprisfest stod aftenens vært, performer og komponist Jeanett Albeck, der kunstfærdigt orkestrerede uddelingen af i alt femten priser.
Hyldest til litteraturens pionerer og provokatører
Blixenprisen hædrer ikke kun de bedste forfattere, men også alle dem, der arbejder utrætteligt for at fremme litteraturen herhjemme. Derfor omfatter de nominerede forfattere, oversættere, illustratorer, lydbogsindlæsere, boghandlere og litteraturformidlere.
Årets ærespris blev overrakt til den uforlignelige Suzanne Brøgger, en forfatter, der er kendt for sit mod til at gå forrest og give en hel verden modstand gennem sine bøger.
Årets bog gik til Glenn Bech for Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, et værk der ifølge juryen, "stiller skarpt på social ulighed, klasseskel, homofobi og privilegier".
I den anden ende af litteraturens spektrum blev Læseforeningen anerkendt med Årets indsats for litteraturformidling. Læseforeningen er kendt for sit utrættelige arbejde med at fremme læseglæde og fællesskab på tværs af forskellige samfundslag og aldre.
Årets vindere af Blixenprisen:
Årets bog: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet af Glenn Bech
Blixenprisens hovedpris, der kan uddeles inden for alle genrer så længe, der er tale om en fremragende og skelsættende bog, gives til en dansk forfatter, der med sit litterære virke har udvist exceptionelt talent og er aktuel med en bogudgivelse.
Glenn Bech, der sidste år modtog Blixenprisen for Årets roman med Farskibet, har tirsdag aften fået tildelt Årets bog for Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Glenn Bech retter et glødende og kraftfuldt opråb mod klassesamfundets evige ekskludering i et voldsomt sympatisk projekt.
Årets roman: Tjeneren og hans søster af Dorrit Willumsen
Dorrit Willumsen har skrevet et strålende søskendeportræt om afhængighed, uforløst længsel og alderdommens tyngde.
Årets ærespris: Suzanne Brøgger
Juryen motiverede valget således:
“Hun er som en sand pioner gået i forvejen for mange yngre forfattere, der i dag har meget at takke den helt særlige og ærlige Brøgger-bryg for hjælp til at forstå og finde deres egen vildvej, sidevej eller villavej ind i litteraturen. (...) Brøgger selv, der skriver, som hun lever, og lever, som hun skriver – med en præcision af en tigerstribet skrift, der stadig den dag i dag rammer os alle med en nødvendighed om at sige fra, sige til, sige JA og nej tak, ikke lige med den der mand… Suzanne Brøgger er helt sin egen. Heldigvis.”
Årets lydbogsindlæser: Kristina Nya Glaffe
Kristina Nya Glaffey for indlæsningen af sin egen To the Modern Man. I et rasende og åndeløst tempo tegnes et hudflettende portræt af den moderne mand og hans evige selviscenesættelsesprojekt. Men det bliver også et portræt af vores tid.
Bedste oversættelse til dansk: Claus Bech
Claus Bech for oversættelsen af Tyngdens regnbue af Thomas Pynchon. Med 50 års forsinkelse er Pynchons vanvittige mesterværk endelig udkommet på dansk. Et stykke litterær danmarkshistorie i sig selv.
Årets indsats for litteraturformidling: Læseforeningen
Juryen motiverede valget således:
"Læseforeningen tager fat, hvor formidlingen ikke nødvendigvis er let. Læseforeningen faciliterer gennem et stort frivillig-netværk læsegrupper over hele landet og til mennesker i alle livssituationer. Der favnes bredt: Unge med ondt i livet, kræftpatienter og pårørende, studerende, demensramte, mandlige seniorer, unge med selvmordstanker – og masser af åbne grupper for alle uanset alder og baggrund. Men altid med fokus på fællesskab og lystbetonet læsning".
At samle mennesker med vidt forskellig baggrund til læseoplevelser styrker fællesskabet i Danmark og understreger, hvad det er litteraturen kan og hvorfor litteraturen er så livsvigtig. Læseforeningen er et unikt fællesskab med grene i alle dele af landet, der om nogen fortjener en pris for deres arbejde. Den får de nu."
Årets lyrik: Bøgetid af Nanna Storr-Hansen
Nanna Storr-Hansen skriver med et kraftfuldt bundtræk, der lige lovlig økopolitisk forbinder moseligenes stenalder med vores senmoderne tid.
Årets biografi: Følg Wilfred! af Claus Bundgård Christensen
En velskrevet og veldokumenteret biografi om en kontroversiel og rabiat dansk nazist, som sammen med sine partifæller var med til at præge perioden op til og under besættelsen.
Årets illustrerede værk: Efter København af Christian Skovgaard
Et visuelt og taktilt mesterværk af stor grafisk skønhed med en visionær fortælling om et København i ruiner efter en klimakatastrofe.
Årets ungdomsbog: Tænk ikke på mig af Vilma Sandnes Johansson
Bevægende fortælling om en pige, der bliver til kvinde, mens hendes mor er uhelbredeligt syg.
Årets krimi: Uglens øje af Sissel-Jo Gazan
Ferm genoplivning af sympatisk efterforsker i interessant og tankevækkende videnskabskrimi om familiehemmeligheder og psykofarmaka.
Årets børnebog: Frank mig her
Frank mig her af Line-Maria Lång & Karen Vad Bruun. Illustreret af Cato Thau-Jensen. Cato Thau-Jensens farverige og groteske univers klæder den fine fortælling om, hvor svært det er, når far bringer en fremmed ind i ens liv.
Årets talent: Sabitha Söderholm
Juryen motiverede bl.a. valget således:
"Sabitha Söderholm skriver som en stjerne. I 2022 kom først debuten 'Chellam', som skildrer en voksen datters første møde med sin mor. Og med landskabet i Tamil Nadu, Sydindien. Så kom 'Månens Urt' om en elsket persons selvmord. Tabserfaringen er stor. Helingskraften mindst lige så stor. Er det overhovedet muligt at skrive kolonialisme- og adoptionskritisk økopoesi med hjertegribende, afvæbnende ømhed og ynde? Ja. Men det kræver et helt særligt talent. Et enestående Sabitha Söderholmsk talent."
Årets fagbog: En forudsigelig forbrydelse
En forudsigelig forbrydelse - Kvindedrab i Danmark af Line Vaaben & Asser Hedegaard Thomsen. Juryen motiverede bl.a. valget således:
"Line Vaaben og Asser Hedegård Thomsen modtager prisen for årets fagbog for 'En forudsigelig forbrydelse', som handler om kvindedrab i Danmark. Lad det være sagt med det samme: Det er ikke en fornøjelse at læse. En forudsigelig forbrydelse, for ud af de syv portrætterede kvinder, dør de seks og én overlever sin mands drabsforsøg. Til gengæld er det en nødvendig og vigtig bog, som med sin fremragende kombination af fagstof i form af tal og forskningsresultater - og skarp journalistisk formidling, interviews og litterær fremdrift skaber en uafrystelig fortælling, som læseren ikke har lyst til at forlade før sidste side."
Årets boghandel: Billunds Boghandel
Juryen motiverede bl.a. valget således:
"Billunds Boghandel i Fredericia får i år Blixenprisen for Årets boghandel, for det er en forretning med bøger, bøger, bøger – og meget få kuglepenne og sodukohæfter – på hylderne. Elsa Billund og personalet guider gerne mod nye læseoplevelser. Det bliver gjort med kompetence og troværdighed, så en læselysten sjæl kan også opleve at have udset sig en bog og blive mødt med ordene: ”Det er vist ikke noget for dig”. Det er unik boghandel af den slags, der bliver færre af, men som er med til at holde byen – og Danmarkskortet - levende og litterært."
Foto: Lasse Lagoni