Natten før Antarktis
Han så ud ad vinduet. Den mørkeblå himmel strakte sig foran ham. Gaderne var øde. De farverige boder var støvede, og inde på restauranterne stod bordene ensomt på beskidte gulve. En enkelt lyspære blinkede lyserødt fra en af boderne. Bygningernes tage var skjult under en gullig tåge.
Ude i havet lyste skibenes vinduer gennem tågen. De travle mennesker, som spiste eller vaskede tøj, var mørke silhuetter, som kastede lange skygger på det ellers forladte hav.
Han sad med et gammelt tæppe rundt om sig. Hans værelse var mørkt. Et stearinlys flakkede i det gamle klavers skinnende lak. De havde i lang tid brugt skrald for at bevare byen. Han havde haft mange søvnløse nætter i skæret fra de gamle lygtepæle siden. Han havde set nætterne forsvinde og mærket modløsheden presse sig på.
De arrangerede skraldet efter farver. Lidt af en genistreg, havde nogen sagt dengang. I de udtørrede floder lå gennemsigtigt plast i små stykker. Skjult mellem de høje træer. Gaderne blev fyldt af hvide flødekartoner, som duftede sødt. På de små bjerge, som ikke længere fik sne, dryssede de pulveriserede stofrester.
For enden af gaden stod en aviskiosk, som var bygget af gamle kartoner med ferskensaft. Den blide rosa med bidder af tekst og ferskner på, skulle være et minde om aviser.
I den tidlige morgen låste han sin lejlighed og gik ud. Månen skinnede lidt igennem skyerne. Han gik forbi aviskiosken og hen mod havnen. Hans kuffert larmede mod stenene. I et vindue så han en mand. Manden tændte en cigaret. Flammen blussede. Manden så hånende ned på ham.
Han drejede ind ad en sidegade, og så de rustne skilte for skræddere og ismejerier hænge ud fra facaderne. De sagde en skurende lyd, når de blev rykket af vinden.
Han skråede over den store plads før havnen. Da han kom til havnen, satte han sig på en bænk og så ud over havet.
De fleste var emigreret til Antarktis. Klimaforandringerne havde gjort det til verdens midtpunkt. Hans kone og venner var for længst taget af sted. Til sidst kunne han ikke holde fast længere. Han måtte give efter.
Han så ud på den lille ø i vandet, som lignede en bryllupskage. Bølgerne blev brudt mod klipperne og lignede hvid glasur. Han huskede, da han og hans kone havde set på bryllupskage-øen.
Demonstranterne var stadig ude på øen. Deres skilte var sat ned i sandet. Han var ikke tæt nok på til at kunne se deres ansigter. De to skikkelser lå på sandet med deres lærredsbukser flagrende i vinden. En palme stod bag dem med store, grønne blade. Han tænkte på, om de måske var døde. De lå så stille og var så tynde. Benene som stak ud, var tyndere end hans arme.
Han så færgen sejle ind i havnen. Før han rejste sig op og gik ombord, så han sig en sidste gang omkring. Den ene demonstrant havde en arm hen over den anden. En lyspære blinkede æblegrønt i natten. Han trådte ind i mørket.