Min far og jeg

Jeg sidder på sengekanten sammen med min far. Vi sidder og snakker. Mit værelse er en lille hule. Skrivebordet med billederne fra dengang, jeg var lille. Skabet med klistermærkerne, min far og jeg satte på, da jeg var 4 år. Den hvide kommode med mit tøj i skufferne og bamsehjørnet, hvor bamserne sidder og kigger på os med deres cutie øjne. Værelset har en sødlig duft af nyvasket sengetøj og chokolade. Sådan har mit værelse altid set ud. Sådan har det altid været. Trygt.

Min far og jeg sidder på den hvide, redte seng. Jeg læner mig op ad ham og hviler mit hoved mod hans skulder. Det er ikke så tit, vi sidder sådan og snakker.

Far kigger på mig og smiler. Han har et sødt smil, men når han smiler med tænderne, bliver det et anstrengt smil. Han har gråblå øjne, en stor mund og en lang ørnenæse. Han har fedtet leverpostejsfarvet hår, der stritter ud til alle sider. Han er høj med brede skuldre og lange ben. Han har et stort mellemrum ved siden af storetåen, ligesom jeg. Han er tit glad, men han kan også blive hidsig. Lige nu er han glad. Det kan jeg se, for han smiler til mig. Jeg ved ikke, hvad han tænker, men jeg kan mærke og se på hans ansigt, at det er noget rart.

Jeg elsker at lege sjove lege med ham. Om vinteren plejer han at tage mig med på kælkebakken. Der kan jeg lege og kælke med ham i timevis. Vi bygger også huler under trappen, far og jeg. Så sidder vi der og hygger.

Jeg kan godt lide at snakke med ham. Vi har så mange gode samtaler. Det gør mig glad indeni.

Vi spiller også fodbold ude i haven og når vi er trætte, går vi indenfor og tegner. Far er ikke helt så god til at tegne, som jeg er. Det gør ingenting.

Jeg synes simpelthen, det er mega rart at være sammen med far. Vi har det så sjovt sammen, os to. Vi får så mange sjove grin og gode samtaler. At være sammen med ham, er virkelig en af mine yndlingshyggeting. Jeg bliver helt glad indeni og kan ikke lade være med at grine, selvom der ikke er noget at grine af. Man får sådan en dejlig fornemmelse i maven, når man griner.

Men jeg kommer aldrig til at lege med far igen. For han har fået en hjerneblødning, der gjorde ham lam i venstre arm og ben. Vi kan aldrig mere kælke, bygge huler eller spille fodbold sammen. Vi kan heller ikke tegne sammen eller gå lange ture. Jeg er så ked af det og jeg ved, at far har det på samme måde.

Jeg kigger op på far. Han smiler skævt til mig. Den ene mundvig hænger lidt og har gjort det siden, han blev syg. Jeg ved ikke, hvad han tænker, men jeg håber, han altid vil huske vores gode minder, ligesom jeg husker dem.