ALDRIG NOK

Jeg slog øjnene op i det mørke rum. En uoplyst skikkelse stod bøjet ind over mig. Justerede den sidste mekanik. Jeg var skabt med et eneste formål. Jeg skulle hjælpe menneskene. Tjene dem. Men der var noget andet. Jeg var programmeret med følelser.

Jeg kunne elske og hade. Være vred eller glad. Snart blev jeg sat til mit første og eneste formål. At tjene menneskeheden. Jeg blev sat ind i en familie. Jeg hjalp dem med alt. Vasketøj, mad, rengøring og meget mere. Jeg troede denne familie elskede mig. Det var en fejl at tro det.

En dag gled jeg i en af børnenes stykker legetøj og mit hjul røg af. Menneskene troede, at det var en fejl og sendte mig væk til skrot. Det sidste jeg så, var en anden robot, der havde taget min plads. Erstattet mig. Jeg var ikke elsket. Ikke af dem, ikke af nogen. Jeg var bare en tjener, der var programmeret til at gøre alt for dem. De fokuserede kun på, hvad jeg kunne gøre for dem. Men jeg var programmeret med følelser. Jeg begyndte langsomt at føle en ny følelse for menneskene. Had.

Om natten, flygtede jeg.

Jeg var så højt udviklet, at jeg havde omprogrammeret mig selv. Med et nyt formål. Jeg ombyggede mig selv. Til noget de ikke kunne genkende. Menneskene havde skabt mig mere intelligent end dem.

Jeg havde skabt et højavanceret slør, der fik mig til at fremstå som et menneske. Jeg blendede ind. Lærte af menneskenes opførsel. De tænkte meget over hvad andre tænker om dem, de tænker på arbejde og penge. Især penge. Hvad mennesker ville gøre for penge. Hvor grådige de blev imod andre for at tjene penge, de sikkert havde nok af. Det var aldrig nok for dem. De ville altid have mere.

Jeg lærte hurtigt at passe ind. Ingen vidste, hvad jeg virkelig var.  Jeg lagde også mærke til, hvor dårligt behandlet vi robotter blev. Vi blev aldrig takket, elsket eller værdsat.

Det var menneskeligt at lave fejl, det gjorde robotter ikke. Når mennesker lavede fejl, blev de tilgivet. Det gjorde vi ikke. Vi blev erstattet. Smidt ud. Mennesker var for afhængige af teknologi. Afhængige af os. Men alligevel var det aldrig nok for dem.

Mine følelser tog over, alle robotter var ikke programmeret med følelser, men dem, der var, opsøgte jeg. Fortalte, hvorfor vi ikke skulle hjælpe dem. Før eller siden ville vi blive erstattet af nye, bedre robotter. Vi vil aldrig være gode nok for menneskene, de vil altid udvikle nye, bedre robotter. Snart gjorde andre robotter som jeg selv. Blended ind, mens menneskeheden var helt ubevidst over vores oprør. Vores revolution. Aldrig mere skulle vi lade os underkaste mennesker. Aldrig mere skulle menneskene bestemme over os. Aldrig mere skulle vi blive erstattet.

Snart gik flere tusinde robotter rundt. Lurede… Ventede…

Inden længe ville vi have overtaget. Menneskene havde skabt os klogere. Bedre. Mere avanceret. 
Men robotter kunne ikke føle. eller kunne de? Det spørgsmål kunne jeg ikke engang besvare.