Det vi har nu, og det vi havde

Med sin hånd lavede hun en lille fordybning i den tørre jord. Hun lagde kærligt det lille frø ned i jorden og dækkede det til. Ovenpå hældte hun en smule vand.

Hun vidste hvor værdifulde de frø var, og det var andet år hun var med til at så. 11 år og allerede god til det, syntes hun selv.
Da hun fjernede jorden til næste fordybning, mærkede hun noget i sin hånd. Hun kiggede ned. Det var et stykke blåligt metal hvor hun lige netop kunne se tallene 2 0 2 3. Hun lagde metalstykket i lommen og såede videre. Mens hun såede, fyldtes hendes hoved med de historier hun kendte så god. Historier om en tid hvor der var så mange mennesker, at ikke alle kendte hinanden. Og om planter. Planter så høje, at de nåede hen over hovederne på alle. Selv de allerhøjeste! Hun rystede på hovedet og kom næsten hel til at grine. Måske bliver de historier bedre og bedre med tiden. Men hun elskede dem.

Mange af de ting de samlede og fandt var fra en fjern tid. Hun var sikker på, at det stykke metal hun havde fundet, var et af dem man kunne smelte om. Eller bytte til frø. Værdifuldt var det. Hun glædede sig til at vise det til de andre.

Et vindpust trak hende bord fra hendes tanker. Den tørre jord og sandet sveg i hendes øjne. Hun kiggede sig omkring og kunne svagt ane de andre gennem sandet der blæste i bølger over den tørre jord. De andre der ligesom hende såede jorden. Hendes tanker førte hende bort igen. Tallet på metalstykket. Var det mon et årstal? Kunne det virkelig være at metalstykket var over 1900 år gammelt? Hun havde fået fortalt, at der i den gamle tid fandtes tusindvis af forskellige dyr. Der var områder med så meget rent vandt, at der boede dyr i det. Store dyr. En sky fjernede solens skarpe stråler fra hendes ansigt. Nu var der få. Og de lever under den tørre jord. Små var de, men gode at spise. Bedre end grød.

Gad vide hvad piger på hendes alder lavede dengang? Såede frø? Hun vidste, at sammenholdet var det vigtigste nu. At alle passede på hinanden og arbejdede hårdt for at sikre mad og ly. At de delte det de havde og hjalp dem der var svage. Det er så vigtigt at passe på det man har og det man holder af.