Alien

”Så er rumraketten klar, chef!” ”Godt!” En mand sad på sit kontor i fint jakkesæt. Han blev nu kaldt ud for at se den nybyggede rumraket, Midgårdsormen, stige til vejrs. Nu spørger du sikkert hvorfor den hed Midgårdsormen, ser du, den var så lang at den kunne nå hele vejen rundt om et hus og bide sig selv i bagenden hvis den havde lyst. Det havde den så gud-ske-tak-og-lov ikke.

Nå, men som sagt, så skulle Midgårdsormen til at lette. 6 passagerer var ombord. Plus et æg. Man skulle se hvordan dyr reagerede i rummet. Før rumraketten forlod jordens atmosfære, satte passagererne ægget ind i en slags klækkemaskine. Der var præcis 37,5 grader derinde – ligesom i et menneske. Passagererne sad og lavede ingenting. Drak kaffe osv. og den slags ting som rumraketpassagerer nu gør, og glædede sig over at de var i det 22. århundrede. Pludselig begyndte klækkemaskinen at sprutte og syde, og der sprang gnister fra den. Passagererne kiggede ind i maskinen, men ægget var forsvundet. De nåede ikke at tænke særlig meget over det, for i det samme gik lyset ud. Da de fik tændt et stearinlys, som var så meget sidste århundrede, så de en mærkelig blæksprutteagtig skikkelse kravle hen over gulvet. Den sprang frem, og det sidste man hørte fra passagererne, var deres rædselsskrig.

Samtidig i observatoriet nede på jorden: ”Jorden kalder Midgårdsormen, Jorden kalder Midgårdsormen, hvad sker der? Vi hørte jer skrige!” Intet svar. ”Jorden kalder Midgårdsormen, svar venligst!” Der var mere stille end stilheden, så selv stilheden blev helt misundelig og gik hjem i seng og puttede sig under dynen. ”Så svar dog, for hulen!” Men han vidste ikke at han sad og talte til en bunke knogler i en rumraket der var kommet alvorligt ud af kurs. Observatoriemanden trykkede på en knap som kunne få rumraketten til at vende tilbage til Jorden. Efter en halv times tid var raketten tilbage på Jorden.

Manden med det fine jakkesæt åbnede døren, og med det samme trådte han på en bunke knogler på gulvet. Så hørtes der en lyd. Chefen tog et stearinlys og gik ind i raketten. Så trådte han på noget. Det var en blækspruttelignende tingest, og han tabte lyset af bare forskrækkelse. Der blev helt mørkt. Det sidste han nåede at se, var at den blækspruttelignende tingest tog fat i ham. Den åd ham med hud og hår og jakkesæt. Kun hans knogler lå tilbage bagefter.

Nu var rumvæsenet på størrelse med en ko. Den kravlede ind i observatoriet og åd alle - plus selve observatoriet. Sådan fortsatte det. Fra by til by, fra land til land, fra verdensdel til verdensdel. Til sidst sprang det hele i luften - i milliarder af stumper og stykker og blev til galakser, stjernetåger, solsystemer og planeter, og en af de planeter var den blå planet, Jorden, hvor du og jeg bor.
Og en dag var der en mand der sagde: "Så er rumraketten klar, chef!”

Og så fløj rumskibet Midgårdsormen af sted.