Onsdagsanbefaling
Bibliotekarernes hævn af Tom Gauld
Hvad dækker ’Buchendschmerz’, ’Leichtlesbucheifersucht’, ’Stapelschuldgefuhl’, ’Buchverlusterleichterung’ mon over?
Nyttige onlineforkortelser til travle læsere; BL;GNI (burde læse; gør det nok ikke) eller SD;FI (skimmede den; forstod intet). Du møder senere vejskilte til en gotisk roman, hvor der både er risiko for at møde krydsende spøgelsespersonager og hovedløse riddere på kørebanen.
Eller finder idéer til forhistorier til de klassiske romaner, eks. ’Den unge mand og havet’ eller ’Den første mohikaner’. Måske klassikere med lavere standarder; ’Den tilstrækkelige Mr. Ripley’, ’Moderate forventninger’ eller ’Den mellemstore Gatsby’.
Man kan møde J.K. Rowling, der præsenterer os for ’Pottermores samling af businesslitteratur', eks. ’Harry Potter og velstandsoptimeringen’ samt meget andet skørt.
Bogen tager læseren med til en tid, hvor bøger optrådte som håndlavede kunstværker. Der er så mange detaljer heri samt masser af farver, så det samlede udtryk opleves som en spændende lille gallerioplevelse.
Gennem få men effektfulde linjer skaber Tom Gauld science fiction- og fantasy-scener med gotiske gysere, romantiske dramaer, tegninger og skemaer. De små silhuetfigurer er geniale, og hans referencer til ikoniske værker gennemførte. Tom Gauld skriver litterære tegneserier, og ja, de eksisterer.
”Vi troede, regeringen havde besejret dem, men de havde kun drevet dem under jorden. . . Men en dag vendte bibliotekarerne tilbage. . .”. En satire over COVID-nedlukningen, men også så meget mere. Klassiske bøger omskrives, eller får nye slutninger. Boghandlere og deres katte får også plads. Men det meste af bogen spyddet er afsat til forfatterne.
Det er en virkelig virkelig sjov tegneserie for os, der elsker bøger. Eller en fantastisk idé til bibliofilen i dit liv.