Menneske! - En tidsrejse gennem vores evolution af Michael Stang & Susan Schädlich. Illustreret af Bea Davies

29.11.24
En humoristisk og spændende rejse gennem menneskehedens historie. Bogen tager sin begyndelse for ca. 7 mio. år siden, og slutter til en 80-årsfødselsdag i nutiden, hvor nogle af vores forfædre også deltager.

Med udgangspunkt i nutidsbarnet Tali, bevæger vi os gennem verdens historie tilbage til for ca. 7 mio. år siden, hvor vi møder Toumaï, der tilhører arten Sahelanthropus tchadensis, der går usikkert på to ben, og som man endnu ikke har fastlagt, hvorvidt tilhører arten menneske eller abe. Tali og Toumaï rejser 2. mio. år frem i tiden, hvor de skal finde Ardi, af arten Ardipithecus remidus, ca. 2500 km længere mod øst. De tre eventyrer rejser sammen ca. 1 mio. år frem i tiden, og møder Lucy, der ikke er så god til at klatre, men som til gengæld er ret god til at gå på to ben. Næste stop er hos Turkana-drengen, som levede for ca. 1,5 mio. år siden, og han bliver noget overrasket, da Tali og de fire forhistoriske venner pludselig dukker op. De får også X-Woman, Flo og Den gamle mand fra La Chapelle med, inden de sammen rammer den vigtige begivenhed, de alle skal deltage i.  

En ualmindelig fin grafisk roman og fagbog, som er udarbejdet, så den ikke kun er virkelig spiselig, men faktisk giver fornemmelsen af en tre-retters menu. Vi lærer, hvordan fossiler og andre efterladenskaber fra verdens historie viser hvilke dyr, der levede de pågældende tidspunkter. Forfatterne har fundet en rigtig god måde at forklare de lidt sværere ting på. Eks. at jo længere nede i jorden ting befinder sig, jo ældre er de. Til sammenligning viser de, hvor mange ting man skal lede sig igennem, for at komme ned på bunden af en skoletaske,

Med Tali som omdrejningspunkt, også for de videnskabelige fakta, spænder fortællingen over syv mio. år af menneskets historie. Den fortæller, hvordan de tidlige tobenede udviklede sig, lidt om deres styrker og svagheder, samt hvordan Homo sapiens endte som den eneste nulevende af arten Homo.

Det er ikke svært at huske det man læser, fordi man kobler det hele sammen med bogens forrygende billeder. Bea Davies tegner historien om Talis rejse som en typisk tegneserie, med små paneler, talebobler og stærke farver. Illustratoren viser både komplekse videnskabelige fakta om de otte menneskearter, forskere, revolution og DNA.

Formen bogen er sat op på, samt måden at inddrage læseren på, er lidt som i de grafiske romaner ’Sofies verden’, og tilbyder en forståelig måde at forklare det uforklarlige på for alle nysgerrige mennesker fra ca. 7 år.

 

Materialer