Når friheden taler gennem litteraturen

Reportagen er skrevet af Miriam Yamil, Litteraturhistorie

Den marokkanske forfatter, Abdella Taïa, besøgte onsdag d. 2 marts, den lille sal på DOKK1 i Aarhus. Hans danske oversætter, Simon Hartling, var inviteret som interviewer, og samtalen kom omkring store dele af Abdella Taïas forfattervirke. Publikum kunne møde temaer om frihed, homoseksualitet og den snørklede vej til selvbestemmelse og egen identitet. Abdella Taïas romaner er i store træk selvbiografiske, og flettes tydeligt sammen med forfatterens eget liv og oplevelser. Med sine seneste udgivelser (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk Vemod) har Abdella Taïa gjort sig bemærket som en interessant og betydningsfuld forfatter, men har også med filmen Englene fra Frelsens Hær, baseret på bogen af samme navn, markeret sig som filminstruktør og kunstner i bredere forstand.

Forfatteren, eller skulle vi sige kunstneren, Abdella Taïa er svær at placere. Han er vokset op i Marokko, men dragede som ung til i Paris for at få virkeliggjort sin ambition om at blive forfatter og filmskaber. Abdella Taïa skriver på fransk, men hans bøger bærer tydeligt præg af den marokkanske opvækst og barndom. Dette mener han ikke at man kan komme uden om. Det er barndommen der har formet ham, og det er her at han henter betydelige mængder af sin litterære inspiration. Det er i sine unge år, at han første gang bliver opmærksom på sin egen homoseksualitet gennem beundringen for store broderens krop. Det er minderne om de fattige kvarterer, hvor han voksede op, og familiens kampe for at overleve der fylder i romanerne, som på mange måder er historier om, hvordan man navigerer i et samfund med bestemte regler og normer. Hans homoseksualitet var velkendt uden at være velanset. I Marokko er homoseksualitet strafbart ved lov, og forfatterens senere rejse til Frankrig blev en rejse for frihed, men også en ensom rejse ind til kernen af sig selv.

Forholdet mellem netop Marokko og Frankrig er også interessant i denne sammenhæng. Marokko har tidligere været fransk koloni, og spændingsforholdet mellem disse to lande udspiller sig både i Abdella Taïas liv og i hans værker. Han har selv valgt at flytte til Paris for at opfylde sin drøm om at blive filminstruktør, men det Paris han beskriver, er ikke nødvendigvis et fransk Paris. Til forfatteraftenen på DOKK1 laver Abdella Taïa en tydelig skelnen mellem det almindelige hverdagslige Paris, og så drømmen om Paris. Han formulerer selv: ”Paris is an idea, it is not only for french people.” Paris er for Taïa idéen om at opfylde sin drøm om at blive kunstner, og det er som om han bliver ved med at bevæge sig på dette mellemstadie mellem fransk og marokkansk kultur. Dette kommer også til udtryk gennem det sprog han bruger i sine romaner. Abdella Taïas første møde med det franske sprog var i Marokko, hvor fransk ofte er forbundet med overklassen og arrogance. Her er det et sprog der ekskluderer, og som bruges til at skabe sociale skel. Efter at han er flyttet til Paris, er han begyndt at holde af det franske sprog på en helt anden måde. Selvom han skriver sine romaner på fransk, understreger han selv at formålet ikke er at imitere et standard fransk, eller efterligne andre store franske forfattere. Han prøver at skabe sit eget franske sprog, og bruger sproget på sin egen måde gennem litteraturen. ”I did not become totally french – and thats good” siger han til publikum og griner. På denne måde synes Abdella Taïa hele tiden at befinde sig i et mellemrum mellem fransk og marokkansk. Det er som han, gennem sin litteratur, har skabt et rum, som hverken er det ene eller det andet. Et rum hvor der er plads for ham til at eksistere, plads til at skabe sin egen individualitet. På denne måde bliver Abdella Taïas værker også til mere end ham selv. De er ikke længere bare selvbiografiske optegnelser, men et særegent sprog der råber på frihed og individuel identitet.