Læsepadden Pede af Carl Quist-Møller
Se og hør anmeldelsen af bogen på Facebook - klik på billedet (åbner op i nyt vindue).
Pede er en sløv padde, der ikke gider at komme ud af sit skjold om morgenen, når hans mor kalder. I dag skal Pede på biblioteket med sine venner, Ræv, Hare, Mus og Grævling, men han gider ikke! For Pede ved faktisk ikke, hvad et bibliotek er for et sted. Hans venner bliver hurtigt væk for ham mellem bibliotekets lange gange af bøger, og fordi Pede er både frustreret og meget træt, tager han sig en lur.
Da Pede vågner, er biblioteket lukket, og Pede er helt alene imellem alle bøgerne. Nu leder han alle vegne efter sine venner og må til sidst tage sit varme skjold af for at bestige store bjerge af bøger. Da han står på toppen af bøgerne, slukker lyset med ét, og da Pede kommer ned igen, har nogen taget hans skjold. Hvordan skal han komme ud herfra? Måske de mærkelige bøger kan bruges?
'Læsepadden Pede' er en utrolig sød billedbog, trykt på fint brunt papir, hvorved effekten med at benytte ganske få farver fungerer virkelig godt. Særligt lyset, der er tegnet med kridt, er så flot på baggrundsfarven. Da Pede er på besøg på biblioteket, har Carl Quist-Møller sørget for, at en del af bogryggene kan ses. Derved kan man som voksen læser både møde Thit Jensen, Martin Andersen Nexø, Tove Ditlevsen og selvfølgelig Cykelmyggen Egon. De mange intertekstuelle referencer involverer den voksne læser, og sådan et greb er en vidunderlig detalje. Pede har desuden en lille blomsterkrukke på hovedet, som vender omvendt, men da han endelig får åbnet en bog, vender krukken rigtigt, og blomster i alle regnbuens farver skyder op.