Pigernes bogklub har læst Hvis det er os

Af Anonym (ikke efterprøvet)
21.06.19
’Hvis det er os’ er en bog, der delte vandene i Pigernes Bogklub. Der blev givet alt imellem 2 og 5 stjerner ud af 6 mulige.

Hvis det er os er en romantisk fortælling, der handler om teenagedrengene Athur og Ben, der tilfældigt møder hinanden på et posthus i New York. Timingen er ikke god, da den ene kun er i New York hen over sommeren, og den anden har et knust hjerte. Men skæbnen vil, at de møder hinanden og skal være sammen – eller vil den virkelig det? Først bliver de væk fra hinanden igen, og senere må de gøre den første date om igen mange gange, før den bliver perfekt. Vi får et indblik i drengenes relationer til familie og venner og deres hverdag i New York.

Om bogen sagde pigerne: ”Sød og sjov fortælling.”, ”Man kunne ikke stoppe, når man først kom i gang.” og ”Den var nogle gange realistisk og akavet – og det var det gode ved den.”

Men pigerne var ikke kun begejstrede og flere synes også, at der var mange klichéer, og at bogen var en lille smule for lang.

Vi ender lige midt i mellem de to lejre og giver bogen 3,5 stjerner. En bog der passer fint som rejsemakker her op til sommeren, og som er hurtigt læst på trods af de over 400 sider. I sommerferien læser vi Forfædrenes Talisman af Linette Harpsøe – du kan også læse med og se, om du er enig eller ueing i pigernes anmeldelse efter ferien. God sommer!

Materialer