ALTING ENDER ALTID Af Søren Jessen (2023)

Jorden kaldes "solsystemets blå ædelsten" og er den eneste planet, hvor vi ved, at der er liv. Det barn, som er fortæller i bogen, er sikker på, at der må være liv flere steder, for på Jorden findes kun død og ødelæggelse. Her er nemlig krig, og fortælleren og faren er gået i skjul under jorden, mens de selvtænkende droner leder efter dem. Deres tanker cirkler om alle dem, de har mistet. Dem som dronerne har fået ram på.

Også fortællerens mor døde, fordi hendes røde hjerte var for stort og fuld af liv. Efter at have mistet hende, ser fortælleren nu i stedet sorte hjerter overalt. Om natten under den aftagende måne, kan fortælleren og faren løbe op fra deres skjul og lede efter forsyninger uden at blive set. Faren siger, at intet varer ved for "alting ender altid", og de beslutter at flygte.

Søren Jessens visuelle eventyr indeholder ikke passagen "de levede lykkeligt", men eventyrligt ser det ud, indtil man kommer tættere på og læser teksten, der knytter sig til de små kunstværker på hver side. Teksten er skrevet i cirkler mellem træernes grene og i dræberdronernes øjne, hvor den smelter nærmest umærkeligt sammen med illustrationerne og forstærker betydningen. Billederne både understøtter og formilder fortællerens ord og giver håb.

Det er et lille mesterværk, Søren Jessen har begået. Ikke kun på grund af hans helt fantastiske illustrationer, men også tankerne om, hvorvidt krig er uundgåeligt. Den bør ikke læses med børn under 10 år, men alle derover må ikke snyde sig selv for den fine oplevelse.