Arthur som skrev Sherlock Holmes af Linda Bailey. Illustreret af Isabella Follath

27.08.24
I denne utrolig fine billedbog udforsker Linda Bailey og Isabelle Follath legenden ’Sherlock Holmes’ med fokus på manden bag mysterierne, forfatter Arthur Conan Doyle der skabte verdens mest berømte detektiv. Og det komplekse forhold imellem dem.

Bogen fortæller historien om Arthur Conan Doyles liv, og Linda Bailey begynder hos den fattige familie i Edinburgh i 1859, med en mor der fortæller spændende historier, og senere lærer Arthur at læse. Arthur elsker fortællingerne om tigre, opdagelsesrejsende og meget andet, og på biblioteket låner han så mange bøger, at han får restriktioner på, hvor mange han må tage med hjem.

Da han er 17 år, begynder han at læse medicin. Han bliver assistent for sin yndlingslærer Dr. Bell, som er en ren troldmand, til at finde ud af alt om sine patienter. Arthur køber indimellem bøger for sine madpenge, og da han skal bruge penge til sine studier, må han nogle gange afbryde dem for at arbejde. Han tager derfor ud at sejle, og oplever mange nervepirrende ting.  

Som færdiguddannet læge har han faktisk ingen patienter, og må skrive føljetoner i en avis, for at kunne leve. Dermed opstår Sherlock Holmes mesterdetektiven! En genial videnskabsmand, der ligner Dr. Bell. Og disse fortællinger bliver en større succes, end nogen havde turdet håbe på, men Sherlock Holmes er ved at opsluge Arthur.

En helt igennem herlig biografi om Arthur Conan Doyle, hvor Linda Bailey tør fortælle om de mere ukendte og svære sider af hans liv, bla. farens alkoholproblemer, men hun fortæller også om Arthur Conan Doyles store arbejde for at skabe social retfærdighed.

Det viste sig at Sherlock Holmes solgte aviser, hvilket betød at Arthur Conan Doyle ikke længere var fattig! Men da det skortede på idéer, og det væltede ind med store mængder fanbreve til Sherlock Holmes, lod Arthur Conan Doyle ham dø, hvilket affødte uventede voldsomme reaktioner.

Isabelle Follaths illustrationer er utrolig smukke i dæmpede farver, der skaber stiliserede billeder, ofte som dobbeltsidede opslag fyldt med detaljer, som eks. portrætter på væggene, olielamper, vasketøj, der hænger over en seng, hvor der nedenunder står en natpotte osv. Hendes tegninger viser ikke kun Arthur Conan Doyles liv og hverdag, men også hans tanker, så børn fra ca. 6 år kan danne sig et overblik over tiden, men i særdeleshed over forfatterens indre liv.

Materialer