Byen – et sted i verden
Nyboder står i gul blomst og taler århundreder tilbage,
Kun få minutter fra forbereder Kongens Have påskeliljerne,
Hele kvarteret har frabedt sig København og lever i sig selv,
Sømændene går gennem gaderne og leder efter et centrum,
Foråret fører masserne længere ned mod stadens fryd og gammen,
Nyboder er stille denne lørdag aften og ølstuerne er stænget.
Jac opfattede byen som en utopi, der skabte nye udfoldelsesmuligheder for mennesket, for i byen var mennesket frit som enkelt individ. Byen blev ét stort rum for sanserne, hvor digteren kunne møde verden og lade sig opsluge af den.
Men det er ikke kun digtere som F.P. Jac, der er optaget af byen. Mennesket har altid spejlet sig i forhold til byen, hvilket har medført en gradvis personifikation af byen, hvor vi opfatter byen som en organisme. For eksempel taler man om byens hjerte, og vejene defineres ofte som arterier. Dette er et virkemiddel, som Michael Strunge blandt andet har benyttet sig af i digtet ”19. juni 1983, 25 år. København” (1984):
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Selvom Strunge ikke havde et positivt syn på turismen, så kan turister alligevel være med til at gøre os opmærksomme på de ting, som vi til hverdag overser, når vi stresser hjem fra arbejde eller skole. Turisterne forundres og overraskes i byen og opfatter den i langt højere grad som en æstetisk praksis fremfor den daglige, praktiske funktion, som byen naturligvis også rummer. Turismen er baseret på oplevelsen af den individuelle by, på oplevelsen af byens identitet. Derfor er det også en skræmmende tanke, som den hollandske arkitekt Rem Koolhaas fremlægger i ’Den generiske by’ (1995). Koolhaas ønsker at generalisere byen, så den mister sin identitet, og alle byer verden over bliver generiske, dvs. ens. Gad vide, hvad konsekvensen af de generiske byer egentlig ville blive? Også for litteraturen. Det æstetiske ville fordufte til fordel for det funktionelle. Ville det overhovedet have været muligt for Herman Bang at skrive ’Stuk’ (1887), hvis København havde været en generisk by?:
Ved Boulevardens Holdested kom man slet ikke frem, saadant et Mylder var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede. Men sporvognene rullede sindigt forbi hen ad Boulevarden, svajede tungt under deres glade Last som et Par store vraltende Dyr.
Den moderne by breder sig ud i verden via teknologien, hvilket i øvrigt peger frem mod en begyndende globalisering, og konsekvenserne heraf beskæftiger forfatteren sig med. Det interessante ved citatet fra ’Stuk’, dette mangfoldighedsmanifest, er, at fokus lægges på mængden, der ingen navne i citatet, blot et mylder af hætter og stokke. Individerne opsluges blogstavelig talt af byen. Derfor opstår der også en ensomhed i byen, når alle opnår den samme frihed, men samtidig også forsvinder i mængden. I den moderne by kan mennesket opnå en komplet frihed, men på samme tid også tabe sig selv.
I Romantikken ville digterne væk fra byen og ud i naturen. Det var i naturen, at det virkelig smukke fandtes. Men efterhånden som byen er blevet en uundgåelig faktor, så ændres synet på, hvad vi anser som smukt. Det, som mennesket selv har skabt, får i modernismen lige så stor en værdi, som naturens vidundere havde i Romantikken. Dette skildrer Emil Bønnelycke i digtet ”Aarhundredet” (1918):
Jeg elsker en Sporvognsskinne for dens blanke, blaa Jern. En Jernbaneskinne, et klaprende, præcist virkende, engelsk Sporskifte.
Jeg elsker Masser af Signalmaster, Broer, Viadukter, Banegårdshaller, Tunneller. Den elektriske Centralaflaasning er mindst ligesaa betydeligt som et Digt som ”Romeo og Julie”.
Emil Bønnelyckes digt priser farten, maskinerne og teknologien. Fortiden forkastes til fordel for fremtiden, når den elektriske centralaflåsning ligestilles med Romeo og Julie, og når ”Lokomotivet er bedre Skulptur end et af Michel Angelos Mesterværker”.
De citater, som jeg her har fremhævet, beskæftiger sig alle med menneskets placering i forhold til byen. Selvom byen i dette indlæg hovedsageligt er skildret som en utopi, der fremmer individets frigørelse, så bør man ikke underkende, at byen også indeholder dystopiske elementer: den beskidte by, hvor farerne lurer om hvert gadehjørne.
Men hvad enten byen bliver skildret som en utopi eller en dystopi, så diskuterer ”bylitteraturen” de udfoldelsesmuligheder, som byen udbyder, hvad enten det er på godt eller ondt. Byen er et sted, hvor både ensomheden og mangfoldigheden kan kombineres. Byen er et sted, som mennesket er blevet afhængig af, og byen er blevet afhængig af mennesket, som Marc Augé forklarer det i ”Byen mellem det imaginære og fiktionen” (1997). Byen lever i kraft mennesket, mennesket lever i kraft af byen:
Personificeringen af byen er kun mulig, fordi byen selv symboliserer den mangfoldighed af mennesker, der lever i byen og gør den levende.
Det handler om mennesket i og med og mod byen, til alle tider.