Fredagsanbefaling
Sydkoreanske Bong Joon-ho skrev søndag nat historie ved den årlige Oscar uddeling. Som den første nogensinde vandt han 4 statuetter for den samme film. Hans film Parasite var også den første ikke-engelsksprogede film, der har vundet en Oscar for Bedste film.
Mange filmelskere har i lang tid haft et godt øje til Bong Joon-ho. Han debuterede i 2000 og er især kendt for genrerfilm, der bevæger sig ud over genres sædvanlige grænser, sort humor og pludselige skift i stemning. Heldigvis er det muligt at se en af hans film på filmstriben, The Host fra 2006, dagens anbefaling.
Den altid trætte og lidt langsomme Park Gang-du arbejder med sin far, søskende og sin datter Hyon-Seo i en lille snack-bar ved Han-floden i Seoul. En dag stiger et monster op ad floden og spreder død og ødelæggelse. På vej væk bortfører monsteret Hyon-Seo. Hun får et øjeblik kontakt med sin far over telefonen. Men ingen vil tro på Park Gang-du påstand, om at datteren stadig er i live. Nu må familien selv tage kampen op mod monsteret, for at redde Hyon-Seo.
En fantastisk fantasifuld monsterfilm, om de dæmoner der hjemsøger os både udefra og indefra.
Se en trailer til filmen
Se filmen på Filmstriben