9-årig forfatterspire fra Aarhus

19.12.19
9-årige Jonathan har 13 nye bøger klar i sit hoved.

Til et kreativt værksted i efterårsferien havde Marie - Kreativ biblioteksformidler ved Dokk1, valgt at børnene og deres familier skulle lave tryllestave. Inspireret af Harry Potter universet var Børnelab på Dokk1 omdannet til en lille udgave af Hogwarts.


Til et af værkstederne dukkede en meget skøn og snakkesalig dreng op sammen med sin mor og søster. Som altid gik Marie rundt og talte med børnene og de voksne om det, de arbejder med, tog lidt billeder osv. Her fik hun hurtigt færden af, at Jonathan er en dreng med en meget kreativ hjerne, hvor ideerne ikke står stille længe ad gangen. Jonathan er nemlig ikke lige typen, der løber efter en bold på fodboldbanen, som han til et efterfølgende interview beskrev sig selv. ”Jeg elsker at læse og er faktisk temmelig god til det, hvis jeg selv skal sige det”. Tryllestaven han var ved at lave, skulle se ud på en helt bestemt måde. Den er nemlig en vigtig del af en bog, som han i en alder af 9 år, er ved at skrive.

Interessen for at skrive startede, da han var på en længere rejse med sin familie til USA. Her fik han ideen og lysten til at skrive, og han kunne ikke slippe tanken igen. Men selve skriveriet begyndte først, da familien atter var tilbage i Danmark og Jonathan var tilbage i skolen. 

”Jeg begyndte at skrive i første klasse. Jeg havde tænkt meget over, at jeg vildt gerne ville skrive en historie, fordi jeg virkelig godt kunne lide historier, og jeg kunne ikke få det ud af hovedet, det med at selv skrive en historie. En dag fik jeg en mappe ovre i skolen, og så begyndte jeg at tegne en forside. Og så begyndte det at blive ret sjovt. Det popper bare op i mit hoved”.  


Det er dog ikke hans lærer, der har bedt ham om at skrive. Bogen er hans helt egen idé, og den skrives i fritiden, når lektierne er lavet, og når han keder sig. Bogen – eller faktisk er der hele 13 bøger undervejs i serien, er meget inspireret af R. K. Rowlings bøger om Harry Potter, hans venner og alt det, de kommer igennem på og omkring troldmandsskolen Hogwarts. Derhjemme har de da også slugt de første seks bøger i Harry Potter serien og er i fuld gang med nr. syv.

I Jonathans serie hedder hovedpersonerne Jonathan, Sarah og Rasmus. Sarah er da også søster til Jonathan i bogen og Rasmus hans bedste ven i bogen såvel som i virkeligheden.

De tre kommer mange ting igennem sammen og hjælper hinanden igennem mindre udfordringer, som det ikke at have en partner til det årlige julebal, og langt værre udfordringer, som når de må kæmpe mod ilddrager i en brændende have og meget mere.

Ideerne til historierne kommer både fra Jonathan, der som han selv siger, har både titler, det meste indhold og nogle af forsiderne helt på plads i sit hoved allerede. Der kommer til at være 13 bøger med hver 13 kapitler på 13 sider pr. kapitel. Da vi spørger, hvorfor det netop er tallet 13, svarer han ”Bare fordi jeg godt kan lide tallet 13”.
 
Men både Jonathans søster Sarah på 6 år og hans bedste ven Rasmus på 8, er med til at finde på handlingen. Dette sker når de sammen leger selve historien. Her opstår der gode ideer til, hvad der kan ske med personerne, hvem de kan møde osv. Når legen er slut og Jonathan er alene, skriver han handlingen ned i bogen. 


Men Jonathans kreativitet stopper slet ikke ved skriverierne. Han har selv tegnet illustrationer til både forsider og billederne i bogen og mange af tingene og handlingerne fra bøgerne bliver også bygget. Som f.eks. tryllestave til både ham, Sarah og Rasmus, en stormhipogrif i LEGO, hemmelighedssten m.m.  



”Min søster er også med til at tegne nogle ting. Ellers så gør jeg de fleste ting selv. Og Sarah har også en tryllestav, der er lavet af giftige træer med enhjørningepels, manke og blodårer rundt om den”.

Jonathan skriver 2-4 dage om ugen og ca. fem sider hver gang og han har tit sit hæfte med sig i tasken så han kan skrive det ned, hvis der pludselig kommer en idé. ”Hver gang jeg er færdig med et kapitel, læser jeg det op for min klasse og viser dem tegningerne. Og der er faktisk ret mange der synes, den er spændende. Min lærer spørger også tit ind til, hvornår der kommer et nyt kapitel”.


Da interviewet er ved at slutte, spørger vi Jonathans forældre om de har noget at tilføje om Jonathan og hans skriverier. ”Mozart havde symfonien i hovedet – han skulle bare lige have skrevet den ned. Jeg tror det er det samme med Jonathan”. Udtaler Jonathans far inden familien atter forlader Børnelab. Jonathan med sin bog ”Flammernes Have” i den ene hånd og tryllestaven i den anden.