Asta Olivia Nordenhofs første roman i serie om skibskatastrofe sætter kursen mod storhed

Anmeldelse af Asta Olivia Nordenhof: Scandinavian Star. Del 1: Penge på lommen, udgivet på Basilisk d. 24. januar 2020 
Anmeldt af Anders Holbæk 

Penge på lommen er Asta Olivia Nordenhofs debutroman og første del af en syvbinds romanføljeton, der skal have skibsbranden på færgen Scandinavian Star den 7. april 1990 som omdrejningspunkt eller gennemgående motiv; en katastrofe, der kostede 159 mennesker livet og som stadig i dag har nogle foruroligende uklare detaljer, der bidrager til den plausible konspirationsteori, at branden var et resultat af nogle menneskers grådige ønsker om forsikringspenge.

Scandinavian Star-skibsbranden ligger dog mest af alt som en tematisk skygge hen over historien i Penge på lommen. I stedet er fokusset kærlighedsforholdet mellem Kurt og Maggie, der bor på en gård sammen lidt uden for Nyborg. Det er nogle tvivlsomme investeringer af Kurts hårdt optjente penge i færgen, der trækker Kurt og Maggie med ind i periferien af katastrofen.

’Kapitalismekritik, kapitalismekritik, kapitalismekritik’

Penge på lommen er en af de romaner, der i omtalen forud for udgivelsen får smækket et klistermærke på sig med et ord, som det efterfølgende ikke er til at skrabe af uden at efterlade opmærksomhedsvækkende mærker, og i dette tilfælde er ordet ’kapitalismekritik’. Et ord, som vækker store følelser, når det bruges om en venstreorienteret kunstner, i form af vrantenhed hos reaktionære surmulere og våde pletter på lagnerne rundt omkring på de danske højskoler. Shitstormen, der fulgte Jonas Eika, da han vandt Nordisk Råds litteraturpris og brugte lejligheden til at ytre sig politisk om blandt andet Danmarks udlændingepolitik, er et nærliggende eksempel.  

I Mette Høegs anmeldelse af Penge på lommen i Berlingske skriver hun med samme frustration, at romanen ”svækkes […] af dens anstrengte politisering af dens materiale og dens demonstrative, men halvbagte forsøg på kapitalismekritik”, og at ”det er uklart, hvad forfatteren egentlig mener med begrebet »kapitalisme«, der kastes følelsesladet og uforpligtende rundt”. Selv hvis man, som Høeg her, ignorerer de steder, hvor Nordenhof laver specifikke nedslag i sin kritik af kapitalismen, så er pointen netop, at kapitalismen er uklart defineret, fordi den er allestedsnærværende; siver ned i alle dele af tilværelsen. Man kunne fristes til at foreslå, at hvad der også er uklart og allestedsnærværende er Mette Høegs reaktionære kulturkritik. 

Så lad os få det ud af verdenen, Penge på lommen har ikke bare én men to former for kapitalismekritik. Den ene er solid, og den anden er simpelthen forrygende. Den første er den, der lugter mest af manifest. I et centralt kapitel i bogen beskriver fortælleren – som fremstår som en version af forfatteren – hvordan ofrene på Scandinavian Star alt for sandsynligt døde, fordi nogle mennesker ønskede økonomisk udbytte, noget som kun, ifølge fortælleren, er unormalt i kraft af, at ofrene var fra Skandinavien. Fortælleren proklamerer, at selvom døden ikke var et mål er det heller ikke en fejl:  

”Det er en del af ordningen. Døden er ikke en fejl. Et mord er et mord selv om det var pengene og ikke ligefrem den andens liv, morderen var ude efter. Hvis det er sandt, og det tror jeg, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet med økonomisk vinding for øje, døde de 159 mennesker ikke kun på grund af nogle enkelte mænds kyniske risikovillighed, de døde for en idé. […] Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.” 

Enig eller uenig, det er denne her kapitalismekritik - holdt som brandtale på en tom ølkasse med bunden i vejret - som mange godt kan få lange løg af. Anklager om, at kunstneren er ureflekteret og unuanceret, følger som regel i kølvandet på den slags udtalelser. I Høegs anmeldelse slipper Nordenhof heller ikke for det klassiske, patenterede reaktionære Modsvar™, der går på, at Nordenhof er naiv hykler, fordi hun ikke anerkender, at hun selv er ”en del af den kapitalistiske modus”. Det skønne ved det argument er, at dem, der bruger det, er så tæt på at forstå, præcis hvor allestedsnærværende kapitalismen er: Forfatteren er ikke i stand til at træde uden for den og samtidig forblive en del af samfundet.

 
Den anden type kapitalismekritik er poetisk og subtil, og kan mærkes helt ind i nervesystemet. Den viser, hvordan kapitalismen gennemsyrer alle dele af tilværelsen, i stedet for eksplicit at fortælle det. Tydeligst i en af bogens mest smertefulde scener, hvor den ene hovedperson, Kurt, må aflevere sit barn til et børnehjem, da han efter tre års overlevelse må erkende, at han ikke har penge til at give det mad. Fuld af skam og sorg over tabet af sit barn og nederlaget i økonomien forlader Kurt sit barn og når lige akkurat ”ud af forhaven og rundt om hjørnet, før han sank sammen på fortovet, kastede op med hovedet halvvejs inde i en hæk”.  

Scener som den og andre, der er mindre aggressive i deres kritik af penges magt, bliver vævet ind og ud mellem hinanden for at forme det billede af hovedpersonernes tilværelse, som Nordenhof så smukt skriver frem. Så efter at have læst Penge på lommen kan jeg ikke lade være med at tænke, at dem, der kritiserer den for at være ureflekteret eller simpel i sin kritik, simpelthen ikke kan se skoven for bare træer.  

Ømme eksistenser 

Så på grund af omtalen af Penge på lommen havde jeg regnet med en solid kapitalismekritik, og det var præcist, hvad jeg fik. Hvad jeg ikke havde forventet, var nogle af de bedste, mest tredimensionelle portrætter af mennesker, jeg nogensinde har læst. Nordenhof formår, gennem romanens beskedne 170 sider, at fremskrive to mennesker, Kurt og Maggie, der flytter ind i dit hoved (og hjerte, hvis I vil tilgive mig sentimentaliteten), og som man bærer med sig videre. 

”Ømhed” og ”nænsomhed” er to af de ord, som mange anmeldere tyer til, når de skal beskrive, hvordan dygtige forfattere skriver figurer, som man som læser ikke kan lade være med at sympatisere med, men det er svært at forklare, præcis hvad de to ord betyder. Det er ikke særligt præcise ord, der konkret kan beskrive, hvad det er, bogen gør, men kald mig bare en hykler, for det er sgu med ømhed og nænsomhed, Nordenhof skriver sine figurer. 

De er ikke helgener, Kurt og Maggie, romanens hovedpersoner, og vold, følelsesmæssig manipulation og stiltiende accept er en stor del af deres hverdag, men takket være Nordenhofs overvældende stærke prosa og ømme personbeskrivelser har man i langt højere grad på sinde at beskytte figurerne end at dømme dem.  

"Maggie var fjorten, da hun første gang blev voldtaget. Men voldtægt er mit ord, ikke hendes. Mange år senere sad hun overfor en kvinde i Dannerhuset, hun var taget derhen for at spørge, om hun huskede rigtigt, når hun huskede, at Kurt havde været voldelig, men blev bange of spurgte i stedet, om hun havde været udsat for en voldtægt dengang, og kvinden på den anden side af bordet lyttede og svarede, at ja, det var en voldtægt. Maggie gik derfra og følte sig som en bedrager, fordi hun ikke havde nævnt det, der for hende var det egentligt uudholdelige spørgsmål, at hun blev våd, at hun åbnede sig for ham."

Jeg er i den sjældne situation, at jeg ikke rigtig har noget negativt at sige om en roman. Præmissen er stærk, figurerne er stærke, scenerne er stærke, der er både humor og knuste hjerter, og det hele er bundet selvsikkert og stramt sammen med en smuk prosa. Skulle jeg komme med én kritik, skulle det være, at linje- og afsnitsafstandene synes at være skruet op, så bogen kan nå en længde, der ser overbevisende ud som roman og ikke novelle. De 170 sider kan med lidt god vilje læses på en aften, og jeg kan ikke lade være med at føle, at hvis romanføljetonen fortsætter på den måde, kunne den godt have nøjedes med fem bind. Jeg stoler dog på, at det er gjort af strukturmæssige årsager, og glæder mig ved, at hvis det eneste negative, jeg har at sige om en roman er, at jeg ville ønske, at der var mere af den, så ser det lyst ud for de næste seks bind i Scandinavian Star-septologien.