De store forfattere - Tove Ditlevsen
Denne onsdag kan du se Mick Øgendahl guide dig gennem Tove Ditlevsens forfatterskab.
Tove Ditlevsen, som blev årets klassiker i 2017, formåede med sine værker om opvækst, ægteskab, moderskab og misbrug at nå ud til mange mennesker. Pigesind, kvindesind, blinkende lygter og barndommens gade skylder vi Tove Ditlevsen.
Selv om langt de fleste forfatterskaber blegner 10-15 år efter forfatterens død, så har Tove Ditlevsens mange bøger bevaret deres popularitet: også i dag virker de vedkommende, de læses og bruges af mange, og de tiltrækker stadig nye fortolkere.
Tove Ditlevsen skrev digte, essays, noveller, romaner og masser af journalistik. Hertil kom, at hun i mange år redigerede en læserbrevkasse i Danmarks største ugeblad, og herigennem kom hun i berøring med mange forskellige mennesker.
Tove Ditlevsens forfatterskab hænger fra den første digtsamling ”Pigesind” til den sidste essaysamling ”En sibylles bekendelser” sammen. Hun fortæller i alle bøger historien om det "brændte" barn og dets hårde liv. Barnet støder sig - også som voksen - på tilværelsen, som er nådes- og næsten også glædesløs. Livet bliver derfor gennemtrukket af en smerte, som kan virke uoverkommelig. Det brændte barn er Tove Ditlevsen selv, for liv og digtning er ét hos Tove Ditlevsen.
(Kilde: forfatterweb.dk)
Bemærk:Det er nødvendigt at logge ind på Forfatterweb med dit bibliotekslogin for at læse artiklen
Oprindeligt skrevet af Greve Bibliotek.