Endnu ulæste klassikere
”Nogle gange kan alene tankerne om en ulæst bog fortælle en egen historie, helt uafhængigt af værket; følelserne knytter sig alene til forventningen. Måske er tidspunktet til netop denne bogs kringelkrogede psykologi ikke det helt rette, måske skal jeg udsætte læsningen til de lyse nætters tid? Måske har jeg lidt for travlt til at nyde bogen i de dvælende etaper, den afgjort synes at fortjene? Måske er det klogt at gå rundt om den lidt endnu, så forestillingen ikke forstyrres af virkeligheden?”
Sådan skriver Johannes Baun, redaktør på Weekendavisens sektion Bøger, i sin artikel "Stormfulde fejder". Artiklen er en del af en serie, hvor avisens skribenter læser klassiske værker, som de hidtil ikke har fundet det helt rigtigte tidspunkt til at kaste sig over. Jeg kan i dén grad genkende denne pirrende forventning, som en god bog kan sætte i gang, når jeg tilfældigt får øje på den i bogreolen. Mindst lige så genkendelig er følelsen af, at tiden måske alligevel ikke helt er inde til at begive sig ind i den verden, som netop denne bog indeholder - uanset hvor tiltalende, den måtte være.
For Johannes Baun er det Emily Brontës Stormfulde højder, der nu, efter mange års udskydelser, står for tur. Skulle jeg begive mig ud på samme farefulde færd, ville jeg nok begynde med Herman Melvilles Moby Dick - en bog som jeg af uransagelige årsager aldrig har åbnet. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare? Det er bestemt ikke et spørgsmål om manglende interesse! Bare tanken om bogen får de litterære områder i min hjerne til at summe. Den enorme, hvide hval i det endnu mere enorme mørke hav, besættelsen, der driver kaptajn Ahab ud på det umulige eventyr, som er dømt til at gå galt, den ophøjede kamp mellem mennesket og naturen. Det er da ikke til at stå for!
Bogen dukkede op i mine tanker mange gange, da jeg læste Vi, de druknede for flere år siden og igen for nylig, da jeg læste The shape of water. Nu jeg tænker over det, har jeg på en måde - gennem mit valg af bøger - cirkuleret omkring Moby Dick af flere omgange. En af disse svinkeærinder har været bogen med den poetisk lokkende titel And the ocean was our sky af Patrick Ness, som er en direkte kommentar til fortællingen om kaptajn Ahab og den hvide dræberhval, men med en noget mere ... skal vi sige alternativ vinkel. Går man med på præmissen om de harpunbærende hvaler i Patrick Ness' version, som lever for jagten på mennesker, hvis døde kroppe de samler i bundter i det store skib, de har på slæb, så er det en ganske spændende bog. Den har dog ikke samme format som Melvilles kultklassiker fra 1851. Tror jeg. Jeg kan jo selvsagt ikke vide det med sikkerhed.
Nu nærmer weekenden sig - en oplagt anledning til at give efter for bogens "kælne kalden derovre fra bogreolen", som Johannes Baun formulerer det. Men jeg tror nu ikke, jeg gør det. Ikke endnu. For hvad nu, hvis bogen slet ikke lever op til de billeder, jeg har opbygget i mit hoved? Tænk, hvis det i virkeligheden er en helt anden oplevelse, end den jeg har fantaseret om, som bogen gemmer på. Så ville jeg på en måde have mistet en stor læseoplevelse. Derfor vil jeg for en gangs skyld ikke anbefale jer, kære brugere, at læse et af de klassiske værker, jeg har på min liste herunder. I hvert fald ikke, hvis I ikke helt føler jer klar. I stedet kan I jo kigge ned over listen og se, om der er en bog, som I kan gå og glæde jer til.
Emma, redaktør på eReolen
