Jesper Wung-Sung modtager De Gyldne Laurbær

Stort tillykke til Jesper Wung-Sung, der 1. februar modtog boghandernes bogpris, De Gyldne Laurbær, for sin slægtsroman "En anden gren"

Romanen bygger på den virkelige og barske historie om forfatterens oldefar, San Wung Sung, der I 1902 ankommer til København med andre kinesere for at blive udstillet i Tivoli; de udstilles, fordi det er ”aldeles forbausende og grænser til det utrolige, hvad en Kineser kan udholde af legemlige Pinsler”.

Men blandt tilskuerne er Ingeborg Danielsen, der forelsker sig intenst i den unge kinesiske mand trods kulturforskelle og sprogbarrierer. Og den kærlighed får store følger for dem begge, både fordi det altid var meningen pr. kinesernes kontrakt, at San skulle vende hjem til Canton igen, og i endnu højere grad fordi Ingeborgs familie slår hånden af hende på grund af forholdet.

Som Erik Skyum-Nielsen skriver i sin anmeldelse i Information, er det derfor ikke bare en roman omkring at være fremmed i Danmark (et emne, der er ligeså aktuelt nu som det var i 1902): "... forfatteren får samtidig generaliseret fremmedhedens problem ved at vise, hvordan også Ingeborg rammes af udstødning og ydmygelse, afvisning og tilsvining. Blot formår hun bedre end San at holde sammen på sig selv."

Skyum-Nielsen henviser til følgende, meget rammende beskrivelse af Ingeborg: "Nu hvor hun burde være skræmt fra vid og sans, har hun aldrig nogensinde været roligere."

"En anden gren" er også med i DR Romanklubben for april, og er nomineret til DR Romanprisen 2018. Du kan også læse mere om Jesper Wung-Sung på Litteratursiden.dk.

Mød forfatter Jesper Wung-Sung på Åby Bibliotek den 9. april. Læs mere og bestil billetter her

Oprindeligt skrevet af Koldingbibliotekerne.

02.02.18