Kim Larsen: Værsgo
Af: Thorbjørn Hertz Jensen, Vinylstakken
Der findes vel ikke en større og mere urørlig nulevende helligdom i dansk musik end Kim Larsen. Officielt kanoniseret i den kulturministerielle kanon med hele to albums (ud af ni) indenfor populærmusikgenren, elsket af meget store dele af befolkningen for både tiden og pladerne med Gasolin' og solopladerne, og indehaver af den danske rekord for flest solgte albums. For en gangs skyld er betegnelsen folke-eje korrekt placeret, og alt i alt; der findes vel kun ganske få mennesker i Danmark, der ikke kender en eller anden gren af Larsens produktion.
Det er forståeligt. Om man kan lide det eller ej, så har en stor del af sangene fra Kim Larsens hånd forlængst fundet deres plads i danskernes bevidsthed. De bliver sunget som morgensang i skolerne, og der er vist ikke mange, der ikke har siddet med eller i nærheden af en guitar en sommeraften og sunget med på "Kvinde Min", "Joanna", "Hvis din far giver dig lov" eller en af de andre af Kim Larsens sange, mens solen gik ned. I virkeligheden kunne man vel med en vis ret udgive en sangbog med store dele af Larsens produktion under titlen Folkehøjskolesangbogen v. 2.0.
Man (jeg) kan derfor heller ikke tage et skridt tilbage og vurdere Kim Larsens første soloalbum, Værsgo ud fra nogle 'normale' kriterier. Albummet har forlængst lejret sig bag pandebrasken som en naturlig forlængelse af min kulturelle og historiske kontekst, og jeg er fuldt bevidst om, at det har det også hos dem, jeg omgiver mig med. Når mine børn fx skulle underholdes en livlig aften af farmand, så var det "Byens Hotel", der blev klimpret på det ustemte, opretstående klaver, komplet med skomagerbas, skønsang, råb og dans med hinanden i hænderne. Og naturligvis var det samme sang, der blev spillet på guitaren ved afskedsmiddagen, da den ældste søn for nylig flyttede hjemmefra - også her med aldeles falsk fællessang - men med stor ihærdighed og glæde og ledsaget af nu voksen børnelatter (og måske en lille klump i halsen).
Og engang på ungdommens glade ture ud i det blå med fut-tog på InterRail, blev "Maria" leveret trestemmigt til den smækre ungmø af samme navn, der tilfældigvis havde vagt i campingpladsens bar - bare fordi vi var glade og vi tre unge mænd alle havde et uforløst crush på selvsamme Maria. Det blev iøvrigt taget pænt (og overbærende) imod, uden at nogle af os af den grund blev udvalgt... "Hvis din far giver dig lov" var i min datters spæde ungdom en af favorit-godnatsangene, og Larsen-udgaven af "Det er i dag et vejr" bliver lystigt sunget ved morgensamlingerne på arbejdspladsen. På den måde har hver af sangene fået deres egen betydning og plads i vores historie, og det er vel - uden at behøve at tage alt for store ord på sig - noget af det, der giver danskere en fælles referenceramme og tværkulturelle forståelse?
Det pudsige er, at ved genhøret med hele albummet, så blev jeg faktisk overrasket over, hvor friske, vitale og slidstærke denne udgave af sangene virker. Måske er det netop fordi man har hørt og set dem udført i alle andre sammenhænge, og alt for sjældent går til kilden selv, men jeg havde helt glemt, at det faktisk er et rigtig godt album. Man kan ikke frakende ham den righoldige evne til at skrive egne klassikere - og forny de ældre, både danske og udenlandske. På Værsgo synes især den uskrømtede glæde ved den enkle og stærke melodi og sproget at skinne igennem hele vejen, også dér, hvor der er noget husmandspoetisk og let kluntet over lyrikken.
Det er en plade, man bliver glad af at (gen-)høre. Jeg blev ihvertfald. Den bliver ikke hørt ofte i det lille hjem, men ved De hvad? Det er slet heller ikke nødvendigt. Den fornemme samling af de bedste af sangene fra albummet har man jo alligevel med sig i den ene eller anden form, ikke? Så Værsgo; tag dem endelig med videre herfra. Det har de fortjent...
Oprindeligt skrevet af Bibzoom.