Meteorologiens dag - bøger og sange om vind og vejr
Det er der altid, vejret. Som en baggrundstone for dagene - et indiskutabelt fælles vilkår, vi sammen kan ærgre os over, glæde os over og snakke om.
Mange af os kommer måske endnu mere ud i det spirende forår - ud at mærke vejret - i disse dage, end vi plejer?
På listen herunder har vi samlet en række lydbøger og ebøger, som alle kan lånes på eReolen.
Her er spændende fagbøger, der gør dig klogere på vejret, et par smukke digtsamlinger og en stribe romaner, hvor vejret på den ene eller den anden måde påvirker bogen.
Fra de fine vejr- og naturbeskrivelser i f.eks. "Skygge-Baldur", "Sommerbogen" og krimien "Solstorm" til de bøger, hvor vejr og klima direkte påvirker historien - som katastroferomanerne "Faldvand" og "Blå" og den intense thriller "Tørke".
Musik er også poesi - vi har sammensat en spilleliste med sange om vejret, og som bespænd har vi holdt os til danske sange.
Klassiske sange som "Der er ingenting i verden så stille som sne" og "Hør, hør hvor det tør". Pop-rockede nyklassikere som "Lav sol over Århus" og "En nat bliver det sommer". Og numre, du måske ikke kender endnu - som Katinkas "Vinter", Jørgen Leths anmeldelse af en solnedgang på "Et magisk øjeblik", eller det syret-poetiske "Tak til orkanen Dennis" med Frodegruppen 40.
Hør hele spillelisten her: https://bit.ly/2WBqAVg