På randen af et selvmord, på vej mod lyset

Anbefalet af Rebecca Marie Bennedsgaard Hansen

Auður Ava Ólafsdóttir vandt i 2018 Nordisk Råds Litteraturpris for bogen Ar og det med ret-te. Ar er en sørgmodig, bevægende og ikke mindst humoristisk fortælling om det at miste alt håb og derfra finde tilbage til livet igen. 
I bogen møder vi den ensomme og tungsindige Jonas Ebeneser, der i kølvandet på en hård skilsmis-se beslutter sig for at begå selvmord. Der er dog en række praktiske hensyn, han først må tage stil-ling til, ikke mindst hans voksne datter Gudrun Vatnalilja. For at skåne hende fra synet af hans liv-løse krop, vælger han derfor at drage til et (unavngivet) land, der tidligere har været ramt af borger-krig, for at ende sine dage. Med sig har han kun en boremaskine til at skrue en krog i loftet, som han kan hænge sig fra. Turen går imidlertid ikke som planlagt. Ebeneser bliver gang på gang afbrudt i sit selvmordsforsøg, når han skal hjælpe menneskerne på hotellet i den gudsforladte by, han kommer til, og til sidst er det, som om tanken helt er forsvundet fra hans bevidsthed, der i stedet fyldes af de mennesker, han har omkring sig. 

Man må grine af smerten 
Ar er en finurlig og til tider også rodet bog, som alligevel formår at fange læseren med sin under-fundige sørgmodighed og galgenhumor, som for eksempel når Ebeneser overvejer, hvordan han uden mistanke kan låne sin nabos jagtriffel, og konstaterer: ”Hvad skyder man også i maj udover sig selv?”. 

Marie-Louise Kjølbye sagde engang i Skønlitteratur på P1, i relation til Tove Ditlevsen, at det, der adskiller den store forfatter fra ”alle de andre”, er, at de behersker det komiske såvel som det tragi-ske, og det formår Ólafsdóttir i særdeleshed med Ar. 

Andre gange rammer bogen lige i hjertekulen, som da Ebeneser rationaliserer sit værd i verden og reducerer sig selv til ingenting: 

”Vil verden savne mig? Nej. Vil verden være fattigere uden mig? Nej. Vil verden klare sig uden mig? Ja. Er verden bedre nu end da jeg gjorde min entré i den? Nej. Hvad har jeg udrettet for at gøre den bedre? Ingenting.”

Hvem har ikke en grå mandag tænkt en tanke lige så mørk og patetisk som denne? 

Bogen er på samme tid fragmenteret og nostalgisk, idet den i flæng river os tilbage til og dvæler ved Ebenesers fortid, men også i kapiteloverskrifterne, hvor de fleste er taget fra digtsamlingen Hvar endar maður af Jónas Þorbjarnarson som kapitlet: ”Den som jeg er nu slutter nu”. 

Dette fragmenterede udtryk får til tider bogen til at føles rodet, men samtidig tilfører det en drøm-melignende kvalitet, som giver bogen en vis charme. Ebenesers historie bliver derfor en blanding af melankolsk poesi og tragikomik, der i sidste ende er håbefuld. 

Størst af alt er kærligheden
Håbet kommer særligt til udtryk, når Ebeneser befinder sig sammen med andre mennesker. Det er nemlig i relationerne mellem karaktererne og i karakterskildringerne i sig selv, at Ar virkelig skinner igennem. Det er forholdet til naboen Svanur, hans sært følsomme genbo og til datteren Gudrun Vatnalilja, der gør bogen så livsbekræftende.  Ej at forglemme de mennesker han møder i det unavngivne land, herunder særligt de to søskende Adam og Maj, der på trods af krig og ødelæggel-se lever videre og drømmer om, at turisterne og ikke mindst kærligheden vil vende tilbage. Dette bliver en pointe i sig selv, for som Kristin Vego pointerer i sin anmeldelse af bogen i Information, er Ar ikke en bog om selvmord, men snarere en bog om hvad der gør livet værd at leve. 

Jeg slugte selv bogen på vej hjem fra Schweiz, da en sommertristesse havde ramt mig. Ar føltes som den varme omfavnelse, jeg havde brug for. Så til alle de af os, der kæmper med tungsind og welt-schmerz, kan jeg varmt anbefale bogen, om det så er sommernatten eller vintertungsindet, der pla-ger.