Billede af halv robothovede

Robotter alle vegne

16.03.20
I Daniel H. Wilsons roman Robopocalypse – der nu er i dansk oversættelse – møder man robotter i alle afskygninger. Det eneste de har tilfældes er, at de alle vil udslette menne-skeheden. En klichépræget fortælling og flade karakterer gør, at romanen aldrig for al-vor bliver nyskabende, men er man til sci-fi action, leverer romanen underholdende ro-botødelæggelse til overflod.

Anmeldelse af Daniel H. Wilson: Robopocalypse – Krigen mod robotterne, udgivet på Forlaget Klim d. 17. Januar 2020, oversat af Anne Iversen
Anmeldt af Danielle Birkkjær

Det siges, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Og selvfølgelig er det bedst at fra-lægge sig sine fordomme, inden man begynder at læse, da bøger ofte kan overraske. Men nogle gange møder man en bog, der så kraftigt projekterer, hvilken læseoplevelse man har i vente, at det kan ses på flere kilometers afstand. Robopocalypse er præcis sådan en bog. Det er en af de bedste titler på en roman, jeg længe har stødt på, og den primære årsag til at jeg valgte at læse bogen. For over for sådan en titel der på én gang både er kortfattet genial og Hollywood-idiotisk, kan man ikke kan andet end at bøje sig i støvet. Og bogen leverer lige præcis den blockbuster-agtige historie, titlen foreskriver.   

Robotternes fremgang

Romanen foregår i en nær fremtid, hvor menneskeheden har udviklet en kunstig intelligens kaldet Archos. Denne intelligens har ikke eksisteret særligt længe, før den beslutter sig for at slå hele menneskeheden ihjel, selvfølgelig. Som Archos selv beskriver det over for det første menneske han taler med;

”I mennesker er biologiske maskiner, der er bygget til at skabe endnu mere intelligente værk-tøjer. I har nået jeres races højdepunkt. Alle jeres forfædres liv, nationers storhed og fald, hver en lyserød, sprællende baby – det har alt sammen ledt jer herhen til dette øjeblik, hvor I har opfyldt menneskehedens skæbne og skabt jeres efterfølger. I er udløbet. I har opnået det, som I var skabt til at gøre.”

Gennem internettet overtager den alle menneskehedens maskiner – selvkørende biler, husro-botter, fly osv. – og det leder til en krig mellem de overlevende mennesker og Archos’ robo-thær. Romanen starter dog først efter krigen er slut. Her finder soldaten Cormac Wallace en mærkelig robotkasse skjult væk bag robothærens forsvarslinjer. Den indeholder udførlige op-tegnelser – lavet af Archos – over hele robotkrigen, og består af alt fra overvågningsvideo til beretninger fortalt mennesker imellem. Cormac beslutter sig for at skrive disse optegnelser ned, så hele verdenen kan huske robotkrigene. Romanen er således en slags højteknologisk brevroman, hvor hvert kapitel er forskellige bidder af krigen, rammesat af Cormac, der fortæl-ler hvorvidt delen kommer fra overvågning, er en politirapport eller noget helt tredje. 

Forskellige stemmer

På grund af rammefortællingen følger man i romanen mange forskellige karakterer jorden rundt, der alle har spillet en afgørende rolle i robotkrigen. Hvert kapitel følger en ny karakter, men som romanen skrider frem, dukker mange af karaktererne op igen, således at man til sidst følger lidt over en håndfuld forskellige karakterer. De er alle brede karikaturer – som den ja-panske robotingeniør hvis Lolitadukke pludselig begynder at angribe ham, eller den fedtede hacker der som en af de første opdager Archos på internettet. Dette gør ikke så meget, da romanen opvejer de flade karakterer med en spændende verdensbeskrivelse. Specielt beskri-velserne af hvordan krigen startede er vellykkede, da man ser, hvordan menneskehedens af-hængighed af maskiner bliver brugt imod den, og gyser når man tænker over, hvor afhængige vi allerede i dag er af ting forbundet til internettet. 

Romanen kunne dog godt være endnu mere vidtrækkende i sit perspektiv. I starten virker romanens verden enorm, med de konstante skift mellem nye karakterer jorden rundt. Men som kapitlerne begynder at låse sig fast på en række karakterer, der kommer op igen og igen, begynder romanen at føles meget lille. Ligesom med filmen Forrest Gump – hvor det er svært at acceptere, at Forrest formår at være tilstede ved alle store begivenheder i Amerikansk ef-terkrigshistorie – bliver det i romanen urealistisk, at det er de samme få karakterer, der alle tilfældigvis er det rette sted på det rette tidspunkt. 

Krigstraumer

Det er også mindre vellykket, når romanen forsøger at sige noget dybt om krig, og hvilken effekt den har på et menneskes psyke – det er karaktererne for overfladiske til. Det er svært at tage en karakters krigstraume seriøst, når han tidligere har sagt om Rob – som de i romanen bruger som samlebetegnelse for alle robotterne – at  

”[…] Rob godt kan lide at feste. Og når han først kommer i gang, er han en helvedes dansepartner”.

Romanen er strøet med den slags corny replikker, der egner sig perfekt til en blockbuster, men gør skiftet til mere seriøse emner utroværdig. Romanen er generelt bedst, når den holder sig til robot-smadder. Selvom histori-en er klichéfyldt og noget man har set før, er den alligevel underholdende, så længe man ved, hvad man går ind til. Og med en titel som Robopocalypse kan man ikke være i tvivl.