SKAM
Serien bevæger sig elegant imellem de unges op- og nedture, og hele første sæson ses fra pigen Evas perspektiv, med uvenskaber bag sig og en kæreste, som hun (måske) skal stole på.
I anden sæson skifter serien fokus og følger nu den ”dritt kul” Noora som forelsker sig i badboy William.
I tredje, og indtil videre sidste sæson, følger vi Isak, som står midt i sit livs spørgsmål, er han, eller er han ikke homoseksuel?
Selvom min egen gymnasietid ligger nogle år tilbage, så blev jeg med serien øjeblikkeligt taget tilbage til en tid fuld af op- og nedture, usikkerhed, sjov og venskaber, der skiftede fra dag til dag. Med serien bliver vi lukket ind i de unge menneskers hoveder på en anden måde, end det før er sket. Uden de karikerede figurer i fx Beverly Hills 90210, Dawsons Creek eller Melrose Place, viser serien en virkelig og meget mere troværdig fortolkning af ungdommen i dag. Og så gør det ikke noget, at det norske sprog i den grad tager tingene helt ned på jorden. Det er dritt bra! Også når man ikke længere er 16 år.
Serien kan ses online her.
Har du set serien, og er du blevet ligeså hooked på ungdomskultur, som jeg er, så følger her nogle titler, som du kan låne på biblioteket, og dermed få endnu et skud ”hjerte rimer på smerte”.