Tarme med charme - bliv gode venner med din tarm

Af Anonym (ikke efterprøvet)
29.07.16
Tarmen har stor betydning for dit velbefindende. Bliv opdateret på den nyeste litteratur

Tarmen er blevet et stuerent organ
Tarmen er ikke noget man typisk konverserer om over kaffebordet eller til middagen. Vi er vant til, at alt, hvad der vedrører tarmen, dens tilstand og dens funktion, skal gemmes væk og er lidt tabubelagt.

De mest afslørende spor efter tarmen, er den luft i maven som af og til ufrivilligt informerer omverden om, at alle har tarme og at der konstant er 2 liter bakterier på arbejde dér.

Tarme har charme
Siden den tyske forfatter Giulia Enders udgav bogen "Tarme med charme"  i 2015, er interessen for tarmenes hemmelige liv dog vokset. Tarmen er næsten blevet et "stuerent" organ og flere og flere er blevet opmærksomme på, at tarmen og dens funktion er afgørende for vores velbefindende.

Det hjælper uden tvivl, at Enders præsentation er humoristisk, indlevende og udramatisk. Hun beretter klogt og detaljeret om det komplicerede organ og pointerer begejstret, at tarmen faktisk er en nøgle til ikke bare kroppens men også til sindets velbefindende. Svært tilgængeligt stof formidles legende let i bogen og den er blevet et stort hit. Bogen har allerede opnået klassikerstatus og er udkommet i flere lande.

Et godt tag på tarmen
Giulia Enders har særlige evner som formidler og hun vandt også førstepræmien ved Science Slam i Freiburg, Berlin og Karlsruhe med sit foredrag, som i dag er en YouTube-klassiker. Du finder et interview med Giulia Enders og selve foredraget i "Læs mere"boksen til højre. Link til bogen "Tarme med charme" finder du nedenfor.

Bliv klogere på en sund tarm på biblioteket
Giulia Enders formidler utraditionelt tarmens funktion og indflydelse. I bogen finder du meget direkte kapiteltitler som Hvad sker der, når man skider - og hvorfor er det værd at undersøge?", men også mere detaljerede og informative kapitler om allergi, om overfølsomhed og intolerance, om tarmens nervesystem og om dens indvirkning på immunforsvaret, om bakterier og om koblingen mellem hjerne og tarm. Jep, du læste rigtigt: Tarmen påvirker din hjerne.

Fra tarm til hjerne
Netop koblingen mellem hjerne og tarm er neurologen David Perlmutter glødende interesseret i. I hans bog "Hjernens nye liv"  gennemgår han den nyeste forskning indenfor tarmens evne til at helbrede og beskytte hjernen. Her får du masser af facts og vigtige anbefalinger og også opskrifter og syv dages hjernemenuer. 

Sundere tarme
Et andet godt sted at bliver klogere på tarmens funktion er i Justin og Erica Sonnenburgs "Sunde Tarme". Bogen handler om forskellige former for tarmsygdomme, om hvordan man kan forebygge dem samt hvordan man kan styrke immunforsvaret ved hjælp af ændrede madvaner og kostplaner.

Sulten efter mere viden?
Så check også Lene Hansson og Christine Erritzøes "Elsk din tarm; fordøjelse skal være fornøjelse".

Bogen omhandler emner som diæt, ernæring, fordøjelsen, kost, mavesygdomme, sundhed, tarmsygdomme og tarmsystemet.

I bogen præsenterer forfatterne kostprogrammet KOSTMAP, der kombinerer principperne fra Low FODMAP-diæten med kostkombinering og det terapeutiske redskab MetaSundhed. Bogen handler om tarmens betydning for fysisk og psykisk sundhed, men giver også opskrifter og værktøjer, der kan optimere fordøjelsen.

Tag eventuelt også et kig på bogen "Tarmbesvær", som går lidt mindre pædagogisk - men grundigt - til værks. Bogen fremlægger viden om hvad der påvirker tarmene, forstyrrelser i tarmfunktionen og faktisk også koblingen mellem tarm og tanke, som ovennævnte Perlmutter er inde på.

Måske er der faktisk noget om det gamle ordsprog, at når enden er god, er alting godt? Rigtig god fornøjelse med at lære din tarm at kende.

Udarbejdet med tilladelse og efter idé fra Morten Walther Rasmussen - Horsens Bibliotek

Oprindeligt skrevet af gh, Randers Bibliotek.

Materialer