Dokk1s sociale bibliotekar: Kan vi få flere til at føle sig velkomne?
Hvordan kan vi sørge for, at flere føler sig velkomne på biblioteket?
For alle kan komme her, og det gør de – vores brugere er en meget blandet flok. Virkelig mange forskellige mennesker kommer på Dokk1 for at læse, tænke, finde ro, læse eller arbejde.
Men mens nogle også bruger huset til at lære nye ting sammen med andre, møde nye mennesker, udveksle meninger og få kulturoplevelser – er der andre, vi sjældent hører fra. Især mennesker med udsathed bruger os oftere som et helle, hvor de lader op alene. Og det skal de selvfølgelig have lov til. Men kan vi gøre noget særligt for at man føler sig velkommen – også til at tage ordet og deltage – hvis man er et menneske med f.eks. misbrug, hjemløshed eller psykiatriske problemer?
Det er en af de ting, vores kollega Annette hjælper os med at tænke over.
En vigtig sparringspartner
Annette har nogle udfordringer i livet, der gør, at hun ikke kan arbejde på fuld tid. Hun er tidligere hjemløs, og som stofmisbruger har hun i mange år ikke kunnet have et arbejde. Hun modtager førtidspension, men arbejder på biblioteket under den ordning, der hedder det sociale frikort. Det var gennem vores samarbejde med foreningen Gadeliv, at vi mødte Annette og fandt ud af, at det sociale frikort giver mulighed for at tjene et begrænset beløb årligt uden at blive modregnet i sine sociale ydelser.
På Hovedbiblioteket er Annette bl.a. med til at planlægge arrangementer, stille udstillinger op, lave plakater og hjælpe med praktiske ting. Hun er bl.a. virkelig god til at møde folk ved indgangen til debatter, koncerter mm., byde velkommen og få folk til at føle sig godt tilpas. Og så er hun en vigtig sparringspartner for os kolleger, fordi hun med sine indspark og idéer hjælper os med at huske at se livet fra andre perspektiver end vores eget.
Læsning og litteraturformidling
Annette er en ivrig læser og en god skribent, så hun arbejder også med almindelig litteraturformidling.
”Før i tiden har jeg brugt læsning til at komme lidt væk fra virkeligheden”, siger hun.
”Når jeg har haft det svært og ikke har kunnet snakke med nogen om det, har jeg læst bøger om de ting, og så har jeg følt, at jeg ikke var helt alene med det. For eksempel har jeg altid læst meget om stofmisbrugere. Der er meget, jeg kan relatere til – især det med, hvordan man kæmper med sig selv.”
”Men jeg kan også godt lide lettere ting. Spændende biografier, for eksempel – jeg har lige læst en om Povl Dissing. Jeg har læst en del klassikere. Og i perioder har jeg læst meget Storm P og Piet Hein, det er så finurligt. Og så er det bare skønt at læse noget sjovt. Jeg ELSKER tegneserierne med Steen og Stoffer. Det kan give et løft på en sort dag.”
En boganbefaling: ”Habibi” af Sebastian Bune
Her er en af Annettes anbefalinger – af romanen ”Habibi” af Sebastian Bune:
”Jeg har læst bogen ”Habibi” af Sebastian Bune, og den kan varmt anbefales at læse. Den er både varm og kold, hjerteskærende og voldsom og kunne foregå i din egen baghave såvel som i alle byer udover Aarhus.
Bogen handler om en ung mand, der kæmper for at få et bedre liv udenfor bander og stoffer, mens han gør, hvad han kan, for at hjælpe sin lillebror til at få et bedre liv og være et godt eksempel for ham. Han modarbejdes af en voldelig far, som han ønsker at moren helt ville frigøre sig fra.
Den er hverdagsagtigt realistisk, og kender man lidt til det kriminelle miljø, ved man hvor ”normalt” tæsk er i mange familier og omgangskredse, især i disse hårde miljøer. Jeg var faktisk i tvivl, om det var en sand historie.
Han tegner et rigtig godt billede af det hårde liv, hvor det er svært at være og vise kærlighed i en dysfunktionel familie.”
Aarhus Bibliotekernes demokratiarbejde
På Aarhus Bibliotekerne arbejder vi på flere måder med at styrke vores indsats for det lokale demokrati. Det kan man læse mere om på linket her. Vi vil gerne sikre at flere deltager og bliver hørt - f.eks. i vores arrangementer og aktiviteter. Vi vil gerne skabe mere debat og flere samtaler. Vi underviser skolelever i demokrati og lader dem diskutere dilemmaer og træne Demokrati Fitness.
Hvis du eller din forening/institution/vennegruppe har tanker om, hvad vi kan gøre - evt. sammen med jer - kan du skrive til Aarhus Bibliotekernes demokratiudvikler Asmund Bertelsen på ahb@aarhus.dk.