Årets bedste bøger 2019
Det har været et mangfoldigt bogår, med noget for hver smag. Ud over vores liste over årets bedste danske og nordiske romaner, har vi også plukket favoritterne blandt årets bedste danske fagbøger og lyrik samt børnebøgerne, ikke mindst.
I artiklen Automatiske døre, der med ét slår op - årets bedste danske bøger 2019 giver litteraturanmelder Nanna Goul sit bud på de tendenser, der gør sig særligt gældende i dansk litteratur netop nu.
Tingene er under opbrud i dansk litteratur; de genremæssige normer modelleres og nye knopskydninger kommer til. Deriblandt ’mor-litteraturen’ som Nanna Goul kalder det, med titler som eksempelvis Dy Plambecks Til min søster og Cecilie Linds Mit barn.
Der synes i det hele taget at være en øget politisk bevidsthed i mange af årets udgivelser og det gælder ikke kun feminisme. I Frank vender hjem portrætterer Kristian Bang Foss skarpt og humoristisk det danske klassesamfund. Også klimalitteraturen fylder meget i den offentlige debat og det er på passende vis også det tema som Litteratursiden starter ud med i 2020.
Årets udgivelser er ikke bange for at tage stilling og lige nu syder og bobler den litterære gryde med modige og interessante nybrud.
Oprindeligt skrevet af Jeanette Alrø Jensen, Litteratursiden.