Ædru af Jesper Stein

Ædru er en stærk, barsk og meget personlig roman om misbrug, ødelagt liv og svigt, om fællesskab og genkendelse og ikke mindst om håb. Forfatteren gør samtidig op med myten om den kreative, fordrukne kunstner.

Hvis du har læst Jesper Steins autofiktive roman Rampen, ved du, at alkohol og følgesvenden løgn har været hans livsledsagere gennem flere årtier. I Ædru fortæller han om sin kamp for at komme ud af sit alkoholmisbrug, om misbrugets konsekvenser, mørket, løgnene, behandlingen og om lyset på den anden side.

Ædru lægger sig på den måde i forlængelse af sin anmelderroste forgænger, der for motivinteresserede læsere nok rummer nogle af forklaringerne på, hvorfor Stein slog sig på flaskerne. I hvert fald kan man læse Rampen som en form for bagtæppe om en teenager med store følelser, der blev et ensomt kronvidne til sine forældres dramatiske skilsmisse og morens voldsomme deroute og misbrug.

Jesper Steins nye blå bog er en roman med fiktive karakterer, bortset fra fortælleren, der er en succesrig krimiforfatter med familie og villa. Romanen giver et indblik i forfatterens dionysiske livsførelse og lange tilløb til at kvitte alkoholen og gå i misbrugsbehandling. Han gør det nødtvungent, da hans løgne afsløres, og alkoholen er ved at koste hans ægteskab. Fokus er behandlingsforløbet og fællesskabet med de andre misbrugere i dag-behandlingen, som frekventeres af såkaldt funktionelle alkoholikere som ham selv. Ikke dem på bænken, de andre.

Som man straks bemærker, når man får den smukke bog i hånden, er der ikke én stol, men mange stole, på forsiden, de står i rundkreds og én er væltet. Det er en bog om Joe, John, Jeanne og Jakob og alle andre misbrugere og deres historier har mange ligheder; svigt, skam, løgne og fortielser. For hovedpersonen også en oplevelse af, at sandhederne, intensiteten og samtalerne flyver på alkoholens vinger.

Der er hundrede vis af måder at flygte på, men fællesnævneren for gruppen på stolene er rusmidlerne. Ædru fortæller om misbrugernes indledende vanskeligheder og forsøg på at leve et andet liv. Nogen gennemfører behandlingen og passer deres ”ædruelighedsarbejde”, andre må forlade stolen i terapilokalet. Nogle har været på coke, de fleste er alkoholikere. Alle er syge, men de har svært ved at erkende det, ikke mindst fortælleren, den belæste og modne forfatter, der oplever sig både klogere og mere analytisk end de andre og gennemskuer alt og alle i terapiens indledende erkendelsesarbejde.

Også fortælleren går i opløsning og bliver mere pålidelig, efterhånden som maskerne falder, og alle misbrugere på skift skitserer deres livsforløb med sort på whiteboard og markerer alkoholens indtog med røde nedslag på tidslinjerne. Tavlen ender med at styrtbløde og alle bidrager til blodbadet. ”Kollektiv skam er lettere at bære”, og som læser forstår man nu for alvor vigtigheden af fællesskabet og genkendelsen.

Romanen har et gennemgående litterært spor i form af  fortællerens opgør med sin egen og verdenslitteraturens forfaldsæstetik, drukfortællingerne og billedet af den lidende forfatter, der må bære så meget på sine skuldre og kun kan skabe i angst, hensynsløs hærgen og beruselse. Denne forestilling har skabt en litteratur ”marineret i alkohol”, som han har dyrket og ophøjet. Når jeg skriver litterært spor, kan man selv udvide feltet til at omhandle anden kunst og kaste et blik på eksempelvis kunst- eller musikhistorien. Konklusion i Ædru er klar: ”Det er en syg præmis, at kunst skal blive til i lidelse”.

Ædru er båret af sine præcise beskrivelser af misbrugernes tankegang og indre fængsel og ikke mindst af alle menneskelige skæbner i misbrugets kølvand. Ikke bare misbrugerne, men også deres partnere og børn med alt for store øjne og antenner. Med Jesper Steins vanlige sans for historiefortælling og dramaturgi bæres læseren gennem misbrugernes op- og nedture og oplevelsen af behandlingens fællesskab, genkendelsen og troen på, at der findes noget større end det krakelerede jeg. Fortælleren tager først afsked med sin kyniske analytiker, siden selvynken, og derefter begynder han at fokusere på sit eget ansvar. Måske er det ikke hans skyld, han blev alkoholiker, men det er hans ansvar.

Med denne erkendelse kan krimiforfatteren bevæge sig videre igennem Minnesotabehandlingens tolv trin, hvoraf vi forstår, at niende trin er det mest frygtede. Her skal misbrugeren gå direkte til sine nærmeste og gøre svigtene gode igen, hvor det er muligt. I tolvte og sidste trin, når den åndelige opvågnen har fundet sted, skal budskabet bringes videre.

Ædru er jo ikke en selvhjælpsbog, ej heller en informationsskrivelse fra Dansk Misbrugsbehandling. Det er en interessant og gribende roman om mennesker og misbrug, men også om samfundets berøringsangst, drukkultur og -kult. Bogen kan utvivlsomt fungere som en støtte for alle, der har en historie med misbrug og forsøger at smide sine kemiske krykker, som forfatteren selv takker sine kolleger Einar Már Guðmundsson og Per Olov Enquist for deres bøger om alkoholbehandling.

Litteratursiden tildeler ikke stjerner eller hjerter, men Jesper Steins sprog gnistrer, og Ædru er en vigtig fortælling for alle med et bankende hjerte. Der er håb, det er det vigtigste.