Afrikas grønne bjerge af Ernest Hemingway

Forfatteren er på safari med sin anden kone Pauline og diverse indfødte og ledsagere. Vi følger gruppen i alle detaljer, op og ned ad stejle skråninger, gennem mandshøjt græs og tilbage i lejren til myggenet og whisky. Selvom man ikke føler kærligheden til jagten og drabet, så gør Hemingways ikoniske skrivestil det umuligt ikke at leve og ånde med gruppen. Vi er i Østafrika, også baronesse Blixens revir, og der tales jagt, principper og ikke mindst litteratur ved lejrbålet.

Læser man Blixens bøger fra Afrika, så har hun luget så meget ud i beskrivelserne af jagt og drab, at alle kan læse med. Hun skildrede egentlig mest det, hun opfattede som storheden. Det gør Hemingway så sandelig også, men her er vi er i høj grad med hele vejen med sved, anstrengelser og fiaskoer. Han fortæller det, som det var. Jeg skal gøre mig umage for at læse videre, når et dyr såres og slipper væk, og når det beskrives i detaljer, hvordan dyret rammes, vakler og vælter omkuld. Men Hemingways sprog og egentlig også reelle holdning til dyrelivet trækker til den positive side. Han kan næsten ikke bære at være afskåret fra at finde et såret dyr. Naturskildringerne er klare, og de virker så skarpe i deres præcision, at ingen tvivl er mulig: sådan var der virkelig.

At høre om Tolstoj læst under myggenettet er jo svært underholdende, og det er i denne fortælling vi finder citatet, hvor Hemingway fortæller, at al amerikansk litteratur stammer fra Mark Twains ’Huckleberry Finn’. Han nævner også andre gode forfattere som Henry James, så jeg skal da hen og have de klassikere ned fra hylden. Det er en ualmindelig tiltalende genudgivelse, man kan kun få lyst til at tage den fine bog i grønne nuancer i hånden og sætte sig i skyggen under et træ, hvis klimaet ellers tillod det.

Anmeldt af Beth Høst