Aldrig glemt af Amy Gentry
”Og det er, ifølge det eneste vidne, historien om, hvordan jeg mistede min datter – begge mine døtre, alt, alt – på en enkelt nat.”
Først er de en ganske almindelig familie på fire, Anna og Tom og døtrene Julie og Jane. Deres liv forandres fuldstændigt, den nat den 13-årige Julie bliver kidnappet, og det eneste vidne er lillesøsteren Jane. På trods af en storstilet eftersøgning, bliver Julie ikke fundet, og det eneste Anna ønsker er noget at begrave.
Otte år efter kidnapningen ringer det på døren en aften, og uden for står en ung kvinde, som siger, hun er Julie. Familien tager imod hende med åbne arme, og mareridtet synes at være slut. Men Anna har sine tvivl, om det i virkeligheden er Julie. Hun synes ikke, Julies forklaringer hænger sammen. Og hvis det ikke Julie, hvilke motiver har den unge så? Annas mistanke bliver bestyrket, da hun bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er overbevist om, at kvinden ikke er Julie.
Morens historie bliver afbrudt af forskellige andre personers historie, og efterhånden tegner der sig et billede af, hvad der er sket, og det er meget overraskende.
Selve historien er spændende, men ligeså vigtig er beskrivelsen af, hvad der sker i en familie, som bliver udsat for en så traumatisk hændelse. Hvordan kan de fungere som familie, når alle tanker drejer sig om den forsvundne? Hvad sker der mellem ægtefællerne og i forholdet mellem moderen og den tilbageblevne lillesøster? Også hævn spiller en stor rolle, hvordan må du selv læse dig til.
På nogle punkter minder ’Aldrig glemt’ om Naboparret af Shari Lapena, som udkom sidste år. Også her afdækker kidnapningen af et barn problemer i familien.
Anmeldt af Anne Grete Jacobsen, Aabenraa Bibliotek