At kradse hul i huden som en trold

Bjørn Rasmussens nyeste digtsamling Forgabt dykker ned i ensomhedens afgrund, hvor manglen på menneskelig kontakt overdøves af en længselsfuld og hengiven forgabelse i omgivelserne. Bag sirlige og abnorme observationer og kendsgerninger gemmer sig en rød tråd af fortabthed, der drypper med blod, sæd, sved og tårer. 

Coronaepidemien sætter sine tydelige spor i Forgabt, hvor jeg’ets oplevelse af isolation og distance fra andre mennesker blot forstærkes af kravet om mundbind og afstand. Tiden går med iagttagende gåture omkring Brabrand Sø og dage derhjemme, hvor havens plante- og dyreliv samt jeg’ets egen kropslighed inspiceres dybdegående. Hvad jeg’et forgaber sig i er langt fra forhold og relationer til andre mennesker, men i stedet omverdenen og det, der kommer frem, når man vender vrangen ud på sig selv. Digtene, som i virkeligheden minder om små sekvenser af prosa, spiller bold med både det poetiske og det kryptiske, når tabubelagte og afskyvækkende scener skildres som betagende og smukke fænomener:

“Det er marts og jeg vågner fordi min tarm vånder sig. / Jeg går på toilettet og der kommer en dronning ud af mit røvhul, jeg føder kun blod i kummen. / Jeg skyller ikke ud, jeg står og betages. Hvad vil hun dog her? / Lyserøde slør siver ud i toiletvandet fra dronningeklatten, mørk og dejligrød.” 

En alternativ forgabelse

Med sine provokerende, skandaløse og hæmningsløse digte sætter Rasmussen implicit gang i en debat om de forestillinger, der hersker omkring, hvad der er et lykkeligt og godt liv. Med et jeg, der i sin isolering lader sig fascinere af og yder omsorg for alt fra havens aldrende æbletræ, kannibalistiske dræbersnegle og sin egen krops funktioner og skavanker, demonstreres en ny tilgang til det, vi normalt forgaber os i. Her dominerer en forgabelse af verden og os selv, frem for tosomheden og kærlighedens blindhed. Her er plads til det absurde og aggressive, det fysiske og psykiske forfald:

“De brune snegle fylder flere fliser foran vinduet da jeg kommer hjem fra hospitalet. / Der er én der er død og de andre fester i liget. / Jeg finder spaden i redskabsskuret og gør mig skyldig i en massakre. / Jeg graver et hul i jorden ved rododendronen, samler sneglemassen op i hænderne, smider den i hullet, dækker den til med jord. / Ved hjælp af det gule oliekridt skriver jeg Snegle på en sten og sætter stenen på graven.”

Identificerbar intertekstualitet

Ikke kun det groteske og ækle er kendetegnende for Forgabt - også de mange intertekstuelle referencer, der popper frem som guldkorn inkorporeret i Rasmussens egen stemme og sprog, sætter sit tydelige præg på digtsamlingen. Der trækkes tråde til alt fra lyriske genistreger til nutidige popsange m.fl., som i Rasmussens hænder indrettes i de sære, urovækkende scenarier, såsom H. C. Andersens kendte dagbogscitat tilbage fra 1825 bliver det:

“Jeg kradser hul i huden som en trold. Sprætter kødet op med neglene i brystet, begærer hvad der gemmer sig derinde. / Den mærkelige kælder, kom og se. / Først er der skæl og støv. Så er der blod og læder. / Så er der pap og halm og lim og porcelæn. / Så er der glas, så er der metal. / Døden viser sine læber. / Svulm hjerte så du sprænges. Din svulstige nar.”

Især betydningen af H. C. Andersens eventyr, “Den lille havfrue”, spiller en gennemgående rolle i Forgabt. Jeg’et kan identificere sig med havfruen, der ikke passer ind i sin omverden. Derigennem bliver havfruefigurens ufuldkommenhed en spejling af jeg’ets usikkerheder omkring overvægt og homoseksualitet. To mærkater, som jeg’et på den ene side forsøger at flygte (eller svømme) fra, men på den anden side må erkende:

“Da jeg tager halen op af skuffen for at havfrueforberede mig, er den for stram. Jeg kan ikke trække den op om lårene og røven. / Jeg smider den på gulvet og Googler havfruehaler i XXL. / Der er ingenting at spejle sig i. Kun små piger med fehår til fastelavn og røde kinder. / Gamle tykke bøsser har ben på, også jeg, ingen finner.”

Det tragikomiskes formsprog

Detaljerigdommen i digtene er stor, selvom det til tider er hverdagslige og simple situationer, såsom gåture, indkøb og lægebesøg, der skildres. Fra under sløret af jeg’ets ensomhed og kropslige forfald stiger dog en lummer tragikomisk damp op. Den bizarre skrivestil vækker en art humor bag det ellers trøstesløse og golde liv, jeg’et lever. Om det er indblikket i et forskruet sind eller Rasmussens måde at tage pis på tilværelsen, må være op til læserens individuelle oplevelse.