At skrive erfaring om til nydelse

Det er starten af august, og jeg har ikke læst noget hele sommeren, før Luka Holmegaards Havet i munden ligger i min postkasse. Uden at have læst noget af forfatteren før, og med et løfte om at anmelde digtsamlingen, sætter jeg mig ud på terrassen med et glas vin på dét, der føles som sommerens første solskinsdag. Da jeg begynder at læse, bliver jeg mødt af et kendt format: En forfatter fra Forfatterskolen skriver sammenhængende digte om et jeg, der til forveksling ligner forfatteren selv. Måske er det vinen, eller solen, men noget er dog anderledes. Scenerne er rolige, dragende – næsten positive? Jeget i digtene bader i havet med V og E, sidder ved kysten med P, M, D. Ved havet er der kys, nydelse, vandet er lunt og blødt:

”På vej tilbage til huset spørger E, hvordan det føles at bade. Om jeg er nervøs, selvbevidst. Jeg siger nej, siger: Jeg har det, som om min krop er fyldt med lys.”

Gennem 47 sider (ud af i alt 76) stryger jeg over sætningerne, og bliver så ellers – på netop side 47 – ramt af et stød. Og netop fordi stødet var så kraftigt, har jeg i denne anmeldelse været nødt til at dele min oplevelse af at læse bogen, mere end bogen i sig selv. For havet er væk. Det bløde er væk. I stedet bliver jeg mødt af sætningerne:

”Er begyndt at læse Jean Genet og Oscar Wilde igen, jeg forsøger at udrede, hvordan jeg kan stille forskellige former for smerte i forhold til nydelse. / Er begyndt at tænke på fængsler på grund af de meget lange køer, jeg står i. / Systemerne, klinikkerne, sluger min tid, vores tid, / skødesløst og i store portioner.”

Jeg stopper op. Bladrer tilbage. Bladrer frem. Læser videre. Jeg ved, at jeget er transkønnet, biseksuelt, er i transformation. Køn er tydeligvis til genforhandling, men pludselig føler jeg, at jeg alligevel har misset noget ved første læsning. Så kommer sætningen:

”Har altid tænkt, at det at lave erfaring om til nydelse / var en af mine primære funktioner som skrivende.”

Nydelse er blevet til smerte eller også er smerte blevet til nydelse. Jeg bliver nysgerrig på erfaringerne og føler havbeskrivelserne i begyndelsen af samlingen gemmer på noget. Så jeg læser bogen igen. Havet i munden giver mig lyst til at finde overstregningstusser og analyseværktøjet frem og dykke helt ned under vandoverfladen, under ordene og forstå erfaringen.

Kroppe ændres nemt

”Kroppe ændres nemt. Det er idéerne, der er langsomme og besværlige”, siger jegets ven. Alligevel er det netop kroppens oplevelse af transformation, der er gennemgribende i digtsamlingen. Det arrede bryst, testosteronet i blodbanerne. Kroppen er fyldt med lys, men jeget skal også lære at se sig selv på ny, ændre perspektiv og se sig selv udefra:

”Kommer til at tænke på at fylde i dynejakken i metroen om vinteren. At begynde at lægge mærke til, hvem der virker nervøse ved hvide mænd. Hvem der kigger sig over skulderen, når jeg glemmer, at jeg skal give mere plads nu. Ikke gå så hurtigt.”

Sådanne erkendelser dukker op, mens jeget finder sig selv i sin krop. Det er en voldsom erfaring, men også – desværre – et privilegie. At være i bevægelse med en verden imod sig har også en pris:

”Kan blive helt svimmel af at få lov / Så mange af dem, der har prøvet, er døde”

Jeg er stadig nysgerrig på bogen. Måske den skal opleves mere fænomenologisk, end jeg er gået til værks. Mit råd: tag bogen med på stranden, ved vandet, og læs den gerne to gange.  Tak for bogen, Luka.

Havet i munden er Luka Holmegaards første digtsamling. Hen er derudover udkommet med genrehybriden LOOK (2020) og romanerne EMMA EMMA (2015) og Graceland (2017).